DF klar til endnu mere udflytning - også af uddannelser

Et Danmark i bedre balance. Det er målet for DF - og et af midlerne er endnu mere udflytning af statslige arbejdspladser.

Kristian Thulesen Dahl fotograferet til DFs sommergruppemøde den 8. august 2018.
Kristian Thulesen Dahl fotograferet til DFs sommergruppemøde den 8. august 2018.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

Regeringen har anført af Venstre flyttet omkring 6000 job væk fra København i denne valgperiode - men der skal mere til, siger Thulesen Dahl til avisen Danmark.

Et andet fokusområde er uddannelse. Mindst 10 pct. af Danmarks universitets-uddannelsespladser skal ligge uden for de fire største byer, siger DF-formanden. Målet er i tråd med det, interesseorganisationen Danmark på Vippen tidligere har meldt ud som ambitionsniveau.

- Der er ingen tvivl om, at hovedparten af de statslige job stadig er i hovedstaden, så selvfølgelig er der mere, der kan gøres, siger Kristian Thulesen Dahl til avisen Danmark.

Der skal mere til end statslige arbejdspladser

Venstre og Socialdemokratiet har indtil nu ikke villet love, at de vil fortsætte med egentlige flytningsrunder, hvor flere tusinde eksisterende arbejdspladser flyttes. Men det vil Dansk Folkeparti altså godt.

Statslige arbejdspladser kan dog ikke stå alene, og Kristian Thulesen Dahl advarer imod kun at fokusere på det ene redskab. Ligesom Socialdemokratiet mener han, at nøglen til et Danmark i bedre balance ligger i en mere decentral uddannelsesstruktur. Noget regeringen også har leveret på ved at etablere 10 nye uddannelsessteder i byer så som Fredericia, Skjern og Holstebro.

Men hvor Venstre og Socialdemokratiet har haft meget fokus på de korte og mellemlange videregående uddannelser, vil Dansk Folkeparti også have universiteterne til at sprede sig. Ifølge interesseorganisationen Danmark på Vippen ligger 95 procent af universiteternes uddannelsespladser i år i de fire største byer. For mange, mener Kristian Thulesen Dahl.

- Vi kunne forpligtige dem til at lægge en plan over de næste fem år, hvor de flytter en vis procentdel af de udbudte uddannelser væk fra de store byer. Det kan da ikke være så svært, fortæller Kristian Thulesen Dahl.

- Det ku' man gøre, eller det ska' man gøre?

- Det skal man gøre! Det er næste bølge.

- Hvor stor en procentdel af uddannelsespladserne skal flyttes?

- Danmarks på Vippens anbefaling er, at mindst 10 procent skal ligge uden for de fire største byer, og den målsætning vil jeg gerne gøre til min, svarer Kristian Thulesen Dahl og fortæller samtidig, at han mener, at halvdelen af uddannelsespladserne på landets erhvervsakademier og professionshøjskoler skal placeres væk fra de største byer.

De ligger i dag på henholdsvis 70 og 65 procent.

Bedre muligheder for at tage et lån

De erhvervsdrivende i landdistrikterne er et andet fokusområde for Kristian Thulesen Dahl. De skal have bedre lånemuligheder, og det skal staten sikre dem.

- Jeg har sager på mit skrivebord, hvor vi har velfungerende virksomheder med overskud, der ikke kan få omlagt deres realkreditlån, fordi de ligger i nogle bygninger, der ikke ligger på alfarvej. Samtidig får de at vide, at de godt kan få lånet, hvis de er villige til at flytte til en større by. Det er jo en absurditet, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter.

- Vi bliver nødt til at finde en eller anden model, hvor man fra statens side siger til bankerne og realkreditinstitutterne, at der tager vi en del af risikoen ved lånene, så bankerne igen tør give lån til de her mennesker.

DF har mange bud på, hvordan landet uden for hovedstaden kan løftes. Men partiet er før blevet kritiseret for, at deres ideer ikke altid bliver til virkelighed. Kristian Thulesen Dahl slår dog fast, at Lars Løkke Rasmussen kommer til at skulle forholde sig til forslagene, hvis blå blok vinder valget, og Dansk Folkeparti kommer i regering.

- Hvis vi kommer i en position efter et valg, hvor vi får mulighed for at skulle lave regeringsgrundlag, vil den her dagsorden også være afspejlet i et regeringsgrundlag, siger Kristian Thulesen Dahl.