DF: Fortsæt nedrivningspuljen

Dansk Folkeparti blander sig nu i debatten om nedrivningspuljen, som ikke er med i regeringens finanslovsforslag.

Gravemaskine river hus ned.jpg

Nedrivningspuljen, der i to år har hjulpet udkantskommuner til at få revet gamle rønner og ruiner ned, er ikke med i regeringens finanslovsforslag. Puljen har ellers været yderst populær i det midt- og vestjyske, hvor flere borgmestre ærger sig gevaldigt over at puljen nu kan være fortid.

- Jeg synes det viser manglende forståelse for den situation vi er i, siger Morsø Kommunes borgmester Lauge Larsen (S).

Og han bliver nu bakket op af Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.

- Statsminister Helle Thorning-Schmidt har sagt, at hun er statsminister for hele Danmark. For alle danskere. Men desværre ser det ud til, at regeringens fornemmelse for Danmarks problemer standser ved Valby Bakke og at forståelsen for de problemer, der gør sig gældende i landdistrikterne, derfor kan ligge på et meget lille sted, siger Kristian Thulesen Dahl.

Storbyministre

Ingen af regeringens ministre er fra Midt- og Vestjylland, og Dansk Folkeparti mener det kan være en af grundene til at tiltag som nedrivningspuljen nu bliver fjernet.

- Men selvom regeringens ministre hovedsageligt bor i hovedstadsområdet må den bringes til at forstå, at den skal være regering for hele Danmark - også de danskere, som bor på eks. Lolland, Sydfyn eller i Nord- og Vestjylland", siger Kristian Thulesen Dahl.