DF-ballade giver spænding om valget i Struer

Nye partier og spidskandidater gør valget i Struer mere uforudsigeligt end tidligere

Jette Lund er ny spidskandidat for Dansk Folkeparti i Struer Kommune
Jette Lund er ny spidskandidat for Dansk Folkeparti i Struer Kommune
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

BORGMESTERKAMP: Altid spænding i Struer

I Struer skiftes de to store partier Venstre og Socialdemokraterne til at vælte hinanden. Så tæt er det altid ved kommunalvalgene i Struer. Små forskydninger hos de mindre støttepartier kan afgøre, om Venstres Mads Jakobsen kan fortsætte som borgmester, eller om socialdemokraten Niels Viggo Lynghøj generobrer posten.

I denne valgperiode har Dansk Folkeparti støttet Venstre, men nu kan intern ballade i Dansk Folkeparti blive en af de afgørende faktorer, når vælgerne går i stemmeboksen.

Partiets suveræne topfigur i Struer, Anna Marie Brix Poulsen, valgte at forlade Dansk Folkeparti, da hun ved et dramatisk opstillingsmøde blev vraget, både som spidskandidat og formand for partiet.

Anna Marie Brix Poulsen har siden samlet underskrifter til en ny borgerliste, Struer-Thyholms Fremtid, som nu har indgået et valgforbund med socialdemokraternes udfordrer til borgmesterposten, Niels Viggo Lynghøj.

Den nye spidskandidat for Dansk Folkeparti, Jette Lund, har på forhånd meddelt, at hun selv går direkte efter borgmesterposten.

- Struer mangler en stærk leder-profil på borgmesterposten. En person, der kan sætte en klar retning og skaffe resultater, siger Jette Lund forud for valget.

Selv har Jette Lund ikke fået den bedste optakt til valget, efter hun i sommer blev anmeldt til politiet. Beskyldningerne mod hende gik på, at hun angiveligt skulle have hyret sin mands firma til en opgave på den skole, hvor hun var ansat som leder. Politiet har efterfølgende valgt at droppe sagen mod DF-kandidaten.

Dansk Folkeparti samler traditionelt mange vælgere i Struer Kommune. Men spørgsmålet er, hvordan de seneste måneders uro og splid vil påvirke stemmeafgivningen.

STRIDSPUNKTER: Velfærd og udvikling

Velfærden er i høj grad i centrum i den kommende valgkamp i Struer. Flere partier peger på dårlige normeringer i kommunens daginstitutioner, som er blandt landets laveste. Samtidig er der et bredt ønske om at forbedre forholdene for ældre, udsatte og handicappede i kommunen. 

Øget bosætning og udvikling af kommunens erhvervsliv er også et tema i valgkampen. Der er stor enighed om at den negative befolkningsudvikling i Struer skal vendes, mens prioriteringen af erhvervslivet ikke vinder samme gehør i det politiske landskab.

Den øgede centralisering indenfor kommunens egne grænser får også et kapitel i valgbogen. Blandt andre borgerne i den tidligere Thyholm Kommune mener, at alt for mange ting trækkes i retning af centerbyen Struer.    

I ØVRIGT: Historisk valgforbund

En række nye partier og valgforbund er med til at gøre valget i Struer mere uforudsigeligt end nogensinde før. Nye Borgerlige, Alternativet og Liberal Alliance stiller for første gang op ved valget i Struer.

For Alternativets vedkommende sker det i et historisk valgforbund med tre andre partier, nemlig SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.

En alliance, der selv forventer at kunne samle tre mandater, og dermed true magtbalancen i det nuværende byråd, hvor Venstre i dag sidder på magten, støttet af de konservative og DF.

Nye Borgerlige har valgt et valgteknisk samarbejde med Dansk Folkeparti, mens Liberal Alliance har indgået valgforbund med de konservative.

Afhængigt af stemmernes fordeling, kan socialdemokraternes valgforbund med den nye borgerliste, Struer-Thyholms Fremtid, være det skaktræk, der rykker ved magten i Struer.

Hvis de to store blokke ved valget, Socialdemokratiet og Venstre, som forventet kommer til at stå nogenlunde lige, så vil de afgørende mandater i kampen om magten i Struer, under alle omstændigheder, skulle hentes fra det brogede kludetæppe af mindre partier, som samler de fleste stemmer.