Succesfuld mentaltræner: Det startede som et hyggeprojekt

Han er en af landets mest succesfulde mentaltrænere, men for Carsten Oldengaard fra Lind, lå dét ikke i kortene for ti år siden.

1:04
​Se en del af interviewet med Ole Oldengaard lige her.  ​

Han er mentaltræner for nogle af landets største sportsstjerner. Blandt andre kan fodboldspilleren Pernille Haarder, badmintonspilleren Viktor Axelsen og sportsskytten Stephanie Grundsøe tilskrive Carsten Oldengaard en del af deres succes. 

I Lind ved Herning startede eventyret for ti år siden. Men selvom mentaltræneren i dag har været med til at vinde både OL, VM, EM og DM-medaljer, lå det ikke i kortene, dengang det hele tog sin begyndelse.

- Det var jo bare et hyggeprojekt, jeg havde kørende, fortæller Carsten Oldengaard.

- Der kom nogle mennesker, som ville tale med mig, fordi de havde hørt, at det var jeg god til.

Til sidst lægger så mange vejen forbi Carsten Oldengaard, at han beslutter sig for at tjene penge på det. I 2008 har han tjent 50.000 kroner og skal derfor momsregistreres.

- Det var derfra, hvor jeg tænkte okay, det kan være, at jeg har fat i noget her, siger han.

Mentaltræner for landsholdsstjerne

En af de mange sportsstjerner, der har været under Carsten Oldengaards vinger i flere år, er fodboldlandsholdets anfører Pernille Harder. Hun har brugt Carsten Oldengaard til flere ting.

- Han har især hjulpet mig, når jeg har skiftet klub. Der har det virkelig været godt at have ham, siger Pernille Harder.

De to har omkring 100 samtaler om året – enten over Skype eller fysisk. Ifølge Pernille Harder spiller mentaltræneren en afgørende rolle for at ryge helt til tops.

- Jeg tror, at for at man kan blive en af de allerbedste, så er det vigtigt, at man har det mentale med sig hele vejen. Der har han en stor betydning, siger hun.  

2:21
Indslaget om mentaltræneren kan du se lige her. 

Større fokus i dag, men stadig lang vej igen  

Ifølge mentaltræneren er der kommet et langt større fokus på mentaltræning, end der var, da han startede for ti år siden.

- Der har altid været meget fokus på fysisk træning, men nu er kommet en forståelse af, at det er en nødvendighed med mentaltræning, siger han.

- Så synes jeg, at der er sket et skred i forhold til, om man tænker mentaltræning i forhold til krise eller udvikling. Der er helt klart kommet meget mere fokus på udviklingsperspektivet.

Selvom flere og flere sportsudøvere i dag får tilknyttet en mentaltræner, mener Carsten Oldengaard dog, at der stadig er lang vej igen.

- Når jeg kigger på kampe, konkurrencer og stævner, så er der stadig meget at hente mange steder på det mentale. Der er virkelig nogle fodfejl indimellem, siger han. 

I alt har Carsten Oldengaard været med til at vinde 34 medaljer i sin tid som mentaltræner.  

Når Pernile Harder og Carsten Oldengaard holder møder, er det enten via Skype, som her, eller også mødes de fysisk. 
Når Pernile Harder og Carsten Oldengaard holder møder, er det enten via Skype, som her, eller også mødes de fysisk. 
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST