Politikere og elever diskuterede EU: - Det siger noget om deres vidensniveau

Politikerne var overrasket over, hvor godt forberedte eleverne på Herningsholm Erhvervsgymnasium var, da der skulle diskuteres EU.

Fem politikere var mødt på på Herningsholm Erhvervsgymnasium for at diskutere EU med eleverne.
Fem politikere var mødt på på Herningsholm Erhvervsgymnasium for at diskutere EU med eleverne.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Fire kandidater og en suppleant til Europa-Parlamentet havde torsdag fundet vej til Herningsholm Erhvervsgymnasium. For der er i dag kun 24 dage til, at der skal sættes kryds ved valget til netop Europa-Parlamentet.

Men det var ikke politikerne, der satte dagsordenen. Det var i stedet eleverne, og de var godt forberedte.

- Klimaet er ved at blive ødelagt, vi har skattesnyd, vi har løndumping – der er forskellige ting, der skal løses. Det er vi nødt til at samarbejde om, og så er det jo vigtigt, at de stillede mange, gode spørgsmål om, hvad samarbejdet skal gå ud på, siger Jeppe Kofod, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Forskellige emner blev debatteret

På politikernes besøg var der mange forskellige emner, eleverne satte på dagsordenen.

Det bekræfter Anders Vistisen, der stiller op til Europa-Parlamentsvalget for DF.

- Det siger noget om deres vidensniveau, at man kommer rundt fra Rusland til copyright-direktiver til udlændinge- og migrationsdebatten. Det er virkelig imponerende, siger han.

Bedre til at sætte kryds

En af de ting, politikerne håbede på at få ud af mødet på Herningsholm Erhvervsgymnasium, var, at de unge skulle være bedre klædt på til at sætte krydset til Europa-Parlamentsvalget.

Og den mission synes lykkes.

- Jeg er rimelig sikker på, hvor jeg vil sætte mit kryds i hvert fald. Det har givet meget i dag, siger Emil Bredvig fra 2. e.

Han blev bakket op af klassekammeraten Jens Sørensen

- Ja, også mig

Foruden Jeppe Kofod fra Socialdemokratiet og Anders Vistisen fra DF var også Søren Gade fra Venstre og Kirstine Bille fra SF mødt op på Herningsholm Erhvervsgymnasium. Mette Bock fra Liberal Alliance blev afløst af en suppleant grundet sygdom.

2:43
Herningsholm Erhvervsgymnasium havde torsdag politikere på besøg i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet.