Det kører for racertalent fra Struer: Nye sponsorer og fornem nominering

Der er godt nyt for den 21-årige racerkører Mikkel O. Pedersen fra Struer.

21-årige Mikkel O. Pedersen kan nu se frem mod endnu en sæson i Porsche Supercup. Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Læs også Racerkører Mikkel O. Pedersen udlever drengedrøm

Efter en lang jagt på millioner er det lykkes den unge racerkører Mikkel O. Pedersen at få endnu en sæson i en af motorsportens fineste klasser, Porsche Supercup. Med sig ombord har Struerdrengen en masse nye sponsorer, heriblandt Struer Kommune, der nu kaster penge efter racertalentet. 

- Det betyder helt vildt meget, ikke bare at skulle køre med alle de lokale sponsorer ude til de store løb, men også selve byen, der står på forklappen, siger racerkøreren.

- Jeg er helt overvældet over opbakningen. Næsten 80 procents af virksomhederne er med. Jeg er helt målløs over det. Det glæder mig rigtig meget, og jeg ser frem til at give den noget gas i en bil med deres logoer på ude i den store verden, lyder det.

00:37

Se tidligere indslag med den dengang 18-årige Mikkel O. Pedersen her.

Luk video

Nomineret til årets talent

Men en ny sæson i Porsche Supercup med både nye og gamle sponsorer i ryggen er det ikke det eneste, den 21-årige kører fra Struer kan glæde sig over i disse dage. Oven i det har han også modtaget nyheden om, at han er nomineret til prisen som årets talent i dansk motorsport. 

- Det er helt vildt. Jeg havde slet ikke set det komme, siger Mikkel O. Pedersen. 

Vinderen af titlen som årets talent afsløres til Dansk Motorsports Award 2018, der afholdes på fredag. Der kan stemmes på de nominerede til aftenens priser her.