Forældrepar om 25 minutters ventetid på ambulance: Det kan simpelthen ikke være rigtigt

Forældre fra Aaalestrup besluttede selv at køre søn med vejrtrækningsproblemer til sygehuset.

Forældreparret Børge Lunde-Christensen og Mette Horsmark er chokerede, efter de selv måtte køre deres søn på hospitalet, da han pludselig fik vejrtrækningsproblemer. Meldingen fra alarmcentralen var nemlig, at der ville gå minimum 25 minutter, før ambulancen kunne være fremme.
Forældreparret Børge Lunde-Christensen og Mette Horsmark er chokerede, efter de selv måtte køre deres søn på hospitalet, da han pludselig fik vejrtrækningsproblemer. Meldingen fra alarmcentralen var nemlig, at der ville gå minimum 25 minutter, før ambulancen kunne være fremme.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Forældreparret Børge Lunde-Christensen og Mette Horsmark fra Aalestrup har haft et chokerende døgn. Deres søn Frede på syv måneder er svært hjerneskadet, og tidligt tirsdag morgen havde han pludselig problemer med at trække vejret.

Forældreparret ringede derfor 112 efter en ambulance, men der lød meldingen, at den nærmeste ambulance var i Støvring syd for Aalborg. Det betød, at der ville gå minimum 25 minutter før ambulancen kunne nå frem til hjemmet i Aalestrup.

- Jeg blev chokeret. Jeg tænkte bare, at det kan simpelthen ikke være rigtigt, fortæller Børge Lunde-Christensen.

- Det har vi ikke tid til at vente på. Vi er nødt til at rykke på noget før, fordi vi ved, hvor hurtigt det kan gå, fortæller Mette Horsmark.

Aalestrup havde indtil nytår en ambulance i dagtimerne, men den blev sparet væk, fordi beregninger viste, at den ikke gav kortere ventetider. Netop den del af Vesthimmerland, hvor Aalestrup ligger, har stadig nogle af de længste responstider i Region Nordjylland.

Forældreparret valgte oven på meldingen om responstiden selv at køre sønnen på hospitalet. Han blev stabiliseret på sygehuset og har det efter omstændighederne godt.

´Et spørgsmål om økonomi´

Oplevelsen har betydet, at forældreparret fremover selv vil køre sønnen på hospitalet, hvis lignende situationer skulle opstå. Direktøren på området i Region Nordjylland forklarer, at responstiden fra ambulancerne afhænger af økonomien.

- Hvis man vil have en garanti for, at ambulancen kommer inden for 10 minutter i hver en krog af Region Nordjylland i samtlige af døgnets 24 timer, så skulle vores udgifter på området fordobles, fortæller Peter Larsen, der er Præhospital direktør i Region Nordjylland. 

Mors er sammen med dele af Vesthimmerland blandt de områder, der har de længste ventetider på ambulance i Region Nordjylland.

2:12
Familie med barn med åndenød stoler ikke på ambulancen