Det kan blive billigere at købe sommerhus

Venstre foreslår at man må låne op til 75% af prisen som realkreditlån, mod 60% i dag. Hvis lovforslaget går igennem bliver det billigere at låne

Hvis Venstres lovforslag går igennem, kan man låne helt op til 75 procent af købssummen i et sommerhus, gennem kreditforeningen. Foto: Arkiv

Påsken står for døren. Det betyder traditionen tro travlhed for ejendomsmæglerne. Ikke alene på privatbolig-området, men også på sommerhusområdet.

Men hvis man ikke har friværdi nok i boligen til selv at indskyde 40 procent af sommerhusets salgspris, som loven kræver i dag, er det måske en god ide at sætte købstankerne lidt på standby. I hvert fald indtil der er kommet vished for om Venstres nye lovforslag bliver vedtaget eller ej.

Forslaget går ud på, at købere kan låne helt op til 75 procent af købssummen gennem et realkreditlån. I dag er mindstekravet  60 procent realkreditlån, 35 procent banklån og fem procent egenfinansiering.

Til Jyllands-Posten siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, at forslaget er med til at understøtte partiets dagsorden om at skabe vækst og udvikling i Danmark.

- Vores sommerhusområder har stor betydning. Ved at forhøje belåningsgrænsen gør vi det billigere at købe et sommerhus. Det betyder, at flere danskere får råd til det, og at det bliver mere attraktivt at få renoveret sit sommerhus, forklarer han.

- Forslaget drejer sig grundlæggende om at skave vækst i sommerhus-Danmark, siger erhvervsordføreren til avisen.