Folkeskoleekspert om manglende klasselokaler: Det kan få konsekvenser for læringen

Det kan få konsekvenser for elevernes sociale behov, hvis de ikke har et fast klasselokale. Det mener en ekspert i folkeskolen.

Et fast klasselokale er en god idé, hvis man spørger Andreas Rasch-Christensen, der er ekspert i folkeskolen.
Et fast klasselokale er en god idé, hvis man spørger Andreas Rasch-Christensen, der er ekspert i folkeskolen.
Foto: Andreas Beck / Ritzau Scanpix

En folkeskole uden klasselokaler er ikke en god idé. Så kort lyder det fra Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College.

Hans kritik kommer, efter der er blevet brugt 200 millioner til at bygge Lindbjergskolen i Hammerum, hvor eleverne ikke kommer til at have et fast klasselokale, de er tilknyttet.

- Mine erfaringer med at have undersøgt lignende tiltag er, at det kan forekomme at være en god idé at sige, at der kan være andre ting end klasselokalet, der skal være styrende for, hvad eleverne skal gøre og lære. Det giver rigtig god mening, fordi klassen er en fysisk struktur, siger Andreas RaschChristensen og fortsætter:

- Det, man så bare skal være opmærksom på, er, at klassen også har vist sig at være en vigtig ramme for mange elever, fordi den giver noget genkendelighed, noget tryghed og nogle gode sociale udviklingsmuligheder i forhold til et fællesskab, som man kender.

I hvert af skolens undervisningslokaler er der fokus på ét fag. Det betyder, at der i et lokale til danskundervisning er plakater og billeder, der fordrer læring i netop det fag.

Sådan ser det ud i et af de lokaler, hvor eleverne skal undervises i matematik.
Sådan ser det ud i et af de lokaler, hvor eleverne skal undervises i matematik.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Kan få konsekvenser

Eleverne på Lindbjergskolen kommer til at skulle gå fra lokale til lokale alt efter, hvilket fag de skal undervises i.

Det skal højne læringen, fortæller skolelederen fra Lindbjergskolen. Andreas Rasch-Christensen synes, at skolens ambition er rigtig – set fra den pædagogiske vinkel.

Socialt kan det dog være en udfordring at eleverne ikke har et fast klasselokale.

- Der er et socialt behov i en klasse, hvor det ikke er de faglige ambitioner, der vægter tungest, men netop de sociale, siger han

Når skolen åbner sine døre den 6. januar 2020 og der begynder omkring 950 elever, kan det dog få direkte betydning for deres læring, at de ikke har et fast sted, mener Andreas Rasch-Christensen.

- Konsekvensen ved ikke at have en fast base og nogle faste rammer kan være, at man bliver usikker, føler sig utryg og ikke trives rigtigt. Alt det har faktisk en relativt stor betydning for, om eleverne rent faktisk lærer noget.

2:41
Lindbjergskolen i Hammerum er bygget helt uden faste klasselokaler. Det skal give bedre læring, siger skolelederen.