Kristian arbejder 70-90 timer om ugen: Det har været oplagt for mig at være min egen chef

Lige efter at have gennemført HTX startede Kristian Borbjerggaard sin egen virksomhed, hvor han blandt andet sælger østers.

Kristian Borbjerggaard har solgt østers, siden han var 18.
Kristian Borbjerggaard har solgt østers, siden han var 18.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

”Find den lækreste seafood direkte fra Limfjorden.”

Sådan sælger 22-prige Kristian Borbjerggaard sit budskab fra den virksomhed, han i tre år har arbejdet på: Venø Seafood.

Kristian Borbjerggaard tog springet ud i at være selvstændig direkte efter HTX, og det har vist sig at være den helt rigtige beslutning.

- Da jeg gik på HTX, var jeg også på innovationslinjen. Så jeg tror, det har været oplagt for mig, at jeg personligt synes, at det her med at være min egen chef, nok var det bedste, siger han om springet ud i erhvervslivet.

Mens mange af de jævnaldrende bruger meget tid med næsen i bøger, så bruger Kristian Borbjerggaard tiden på arbejdet. Og meget af den.

For i en almindelig arbejdsuge arbejder han mellem 70 og 90 timer.

Leverer til hele landet

På de tre år, Kristian Borbjerggaard har arbejdet på Venø Seafood, har han bygget virksomheden så stor, at den nu leverer til hele landet.

Et af de steder, der modtager Venø Seafoods varer, er Anlægspavillonen. Og det er der en særlig grund til.

- Der er masser af gåpåmod. Han siger ikke nej. Hvis man ringer til ham et par dage i forvejen, så skal han nok finde en løsning, siger Jakob Jensbye, der er køkkenchef hos Anlægspavillonen.

Korthuset var ved at falde

Selvom der er stor succes for Kristian Borbjerggaard hos Venø Seafood nu, så kunne det hele have været stoppet tilbage i 2017.

Nogle stillehavsøsters, der blev fanget i nærheden af Lemvig, var syge, og det gav ti personer roskildesyge.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at vi har solgt nogle østers, der har været sygdom i, siger Kristian Borbjerggaard.

- Der er ingen tvivl om, at det var et rigtig svært tidspunkt for mig. Det var uden tvivl den største nedtur, vi havde.

Stolt far

Men Venø Seafood kom igennem situationen og er siden vokset og vokset.

Det har givet glæde hos andre end kun Kristian Borbjerggaard.

Hans far er også stolt af det arbejde, sønnen har lagt i, men han har alligevel en anke.

- Det er sådan set fint nok, men der bliver trukket lige nok på den gamle, siger han med et smil.

1:54
Lige nu begynder mange unge på en videregående uddannelse. Det sprang 22-årige Kristian Borbjerggard over - efter HTX, startede han i stedet for sin egen virksomhed.