Regionerne reddet: - Det har været en svær tid

Formand for Region Midtjylland ærgrer sig over en masse spildt tid på lukningsdiskussioner, men er glad for, at den nye regeringsaftale endeligt freder regionerne.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er glad for, at regionerne nu endelig er fredet.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er glad for, at regionerne nu endelig er fredet.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Med regeringsaftalen sent tirsdag aften hæfter formanden for regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S) sig ikke overraskende ved, at regionerne får lov at bestå.  

- Jeg er rigtig glad for, at regionerne videreføres. Det betyder, at borgerne stadig har politikere, som de kan stille til ansvar for beslutninger, som vedrører deres sundhedsvæsen helt tæt på dem, siger han til TV MIDTVEST.

Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre. I aftalen står blandt andet:

- At regionerne videreføres, så der sikres et fortsat decentralt sundhedsvæsen med afgørende regional indflydelse og medbestemmelse.

- At kvaliteten og forebyggelsen i sundhedsvæsenet styrkes og at forholdene for patienter, herunder vilkårene for fødende, forbedres.

Borgerne har talt

Anders Kûhnau er glad for, at diskussionen om lukning af regionerne nu endeligt kan lægges i graven.

- Jeg synes, det har været en svær tid, hvor vi har spildt en masse tid på at diskutere en sundhedsreform, som alligevel ikke bliver til noget. Og det har vi gjort, fordi regeringen har stået fast på et krav, som man ikke kunne samle et flertal for i det nye folketing. Man burde have søgt et bredere forlig omkring en fremtid for vores sundhedsvæsen, og det vil jeg opfordre til, at man også gør fremover i folketinget, så vi ikke med års mellemrum har de her nyttesløse diskussioner, om vi skal have regionerne eller ej, siger han.

Formanden håber, at resultatet ved folketingsvalget slår en tyk streg under, at det ifølge ham ikke er, hvad befolkningen ønsker. 

- Regionerne er kommet for at blive, og vi skal styrke og udvikle regionerne, så vi også har et stærkt sundhedvæsen i fremtiden, fastslår han.

Ansatte trænger til ro

Regionsrådsformanden er også glad på sine mange tusinde ansattes vegne, der i næsten et år har gået i uvished om fremtiden.

- Jeg ved, at der er rigtig mange, som glæder sig over det her og til at få noget mere ro nu. Og som glæder sig til, at vi ikke skal have en kamp imellem en regering, der ønsker at nedlægge regionerne, og så regionerne, der arbejder hver eneste dag for at skabe bedre sundhedstilbud til borgerne. Vi skal gerne finde nogle løsninger i fællesskab og ikke ligge i krig med hinanden, sådan som vi har oplevet, at vi har gjort i løbet af det seneste år, siger han.

2:04
INDSLAG 8/6-2019: Det røde flertal i Folketinget giver nu regionerne fornyet tro på fremtiden.