19-årige Hjalte gør stort arkæologisk fund: - Det gav en helt vild rus

Museumsinspektør på Nationalmuseet, Lisbeth Imer, kalder fundet for enestående efter match med seglaftryk.

Hjalte Wadskjær Mølgaard fandt den seglstampe, der nu er anerkendt som danefæ.
Hjalte Wadskjær Mølgaard fandt den seglstampe, der nu er anerkendt som danefæ.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Amatørarkæolog Hjalte Wadskjær Mølgaard på 19 år fik sig noget af en overraskelse, da han gik sin første tur på en mark i Salling nær Østergaard i 2016.

For da metaldetektoren gav udslag, var det ikke et hvilket som helst fund, han havde gjort.

Hjalte Wadskjær Mølgaard havde fundet en seglstampe, der har tilhørt Niels Krabbe, som var adelsmand og ridder i middelalderens Danmark. Det har Nationalmuseet slået fast for nylig.

- Det gav en helt vild rus, da jeg stod med den i hånden. Seglstamper er rigtig sjove at finde, for indimellem kan man finde ud af hvem de har tilhørt, og denne har jo ikke tilhørt hr. hvem-som-helst, siger Hjalte Wadskjær Mølgaard i en pressemeddelelse fra Nationalmuseet.

Da han havde fundet seglstampet, afleverede han det til det lokale museum i Salling, og de sendte det til danefævurdering på Nationalmuseet. Og ganske rigtigt kom svaret på, at det havde tilhørt Niels Krabbe.

Her ses seglstampen sammen med tidligere fund.
Her ses seglstampen sammen med tidligere fund.
Foto: Tine Bonde Christensen, Nationalmuseet

Museumsinspektør blev begejstret

På Nationalmuseet var det museumsinspektør og seniorforsker Lisbeth Imer, der fik seglstampen af bronze i hånden til inspektion.

- Vi får mellem 30-40 seglstamper ind til danefævurdering hvert år, og det er sjældent, at vi kan knytte denne helt personlige genstand til en person, som vi kender fra historiske kilder. Så da det blev tydeligt, at ejermanden var Niels Krabbe, blev jeg begejstret, siger Lisbeth Imer i pressemeddelelsen.

I sin research gjorde Lisbeth Imer et fund, som hun kalder for enestående.

I Rigsarkivets arkiv fandt hun nemlig et dokument fra 1408, hvor Niels Krabbe havde presset sit seglstampe ned i et stykke varmt voks og efterlaft et seglaftryk, der var et perfekt match med det seglstampe, som Hjalte Wadskjær Mølgaard havde fundet på marken i Salling.

Her ses seglstampen, som Hjalte Wadskjær Mølgaard har fundet på en mark i Salling.
Her ses seglstampen, som Hjalte Wadskjær Mølgaard har fundet på en mark i Salling.
Foto: Tine Bonde Christensen, Nationalmuseet

Hvem var Niels Krabbe?

Foruden at være adelsmand og ridder i middelalderens Danmark var Niels Krabbe en del af en magtfuld slægt, der ejede jord og store ejendomme.

Krabbeslægten havde deres hovedsæte på Sallingholm ved Limfjorden, og det var altså her nær den middelalderlige herregård Østergaard, at Hjalte Wadskjær Mølgaard fandt seglstampen.

Ifølge Nationalmuseet levede ridderen Niels Krabbe i slutningen af 1300-tallet og starten af 1400-tallet.