Det går fremad med beskæftigelsen

Flere midt- og vestjyder er kommet i arbejde det seneste år

Knap 3000 flere midt- og vestjyder har fået fuldstidsjob det seneste år.

Det generelle opsving i samfundet smitter igen af på de regionale beskæftigelsestal, som er i makant fremgang. Det viser en ny opgørelse fra Det Regionale Arbejdsmarbejdsråd i Vestjylland.

I perioden fra december 2015 til december 2016 steg antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere fra 156.660 til 161.647. Det svarer til, at knap 3000 midt- og vestjyder har fået sig et job i løbet af et år.

- Vi har oplevet en markant fremgang i beskæftigelsen, som er både bemærkelsesværdig og glædelig for området, siger Karin Østerby, der er formand for det vestjyske arbejdsmarkedsråd.

Såvel faktisk som procentuelt, er beskæftigelsen steget mest i Viborg, hvor godt 900 eller 2,5 procent flere har fået arbejde. Herning kommer næstefter med 736 flere fuldtindsbeskæftigede, mens Skive på tredjepladsen har fået 381 flere i job.

Mens beskæftigelsen altså buldrer frem, så blev området også ramt af større ledighed. Tallene fra arbejdsmarkedsrådet viser, at 2,7 procent flere stod uden arbejde.

Årsagen til dette paradoks skyldes omvisiteringen af borgere på integrationsydelse.  Inden for det seneste år er antallet af de jobparate integrationsydelses-modtagere, som indgår i ledighedstallene , steget med 1.113. Modsat er ledigheden ganske lav i mange faggrupper.

- Målrettet opkvalificering er derfor nøgleordet for det videre arbejde i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd i Vestjylland, konstaterer rådets formand Karin Østerby.