Stemningen koger til DM i Hvide Sande: - Det går fantastisk

I disse dage afholdes der Danmarksmesterskab i kabel-wakeboard i Hvide Sande, og det glæder formanden.

DM i kabel-wakeboard afholdes i disse dage i Hvide Sande. Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

2019 er et ulige år. Og det er de glade for i Hvide Sande.

For det betyder nemlig, at byens lokale kabelklub, Hvide Sande Kabelklub, er vært for Danmarksmesterskaberne i kabel-wakeboard.

Læs også Stor glæde efter håndboldfestival i Viborg: 3000 unge fra hele verden spillede med

- Stemningen koger jo. Vi har stranden fyldt op med glade gæster, og tilskuere fra nær og fjern. Det er jo et arrangement, der er super publikumsvenligt, fordi man kan se det så tæt på. Man får trickene lige op i ansigtet. Det er højdespring og rotationer, som man ikke har set før, fordi det som regel foregår langt ude på landet. Her, når det er kabelwakeboard som her i Hvide Sande, så har man det så tæt på, fordi man ikke skal se længere end 20-30 meter, siger Allan Bareuther, der er formand i Hvide Sande Kabelklub.

Modsat sidste gang, klubben afholdte et Danmarksmesterskab, så har vejret denne gang været med dem.

Og det bliver der sat stor pris på, for det betyder, at både deltagere og tilskuere får endnu mere for pengene.

- Det går fantastisk. VI har jo vejret med os og forholdene ude i vandet er helt fantastiske. Vandet er helt fladt, så vi har ingen bølger, der generer vores sejlads i dag, siger Allan Bareuther.

Lige og ulige

Årsagen til, at Hvide Sande er vært for disse Danmarksmesterskaber i ulige år, er simpel.

For da Hvide Sande og København er landets eneste to steder, hvor der er en fuld bane i netop kabel-wakeboard, er det disse to steder, der skiftes til at afholde mesterskaberne.

København har derfor de lige årstal.

Læs også Byfest med vokseværk: Nu er det en festival med 5000 besøgende

Glæde hos formanden

Bare det at afholde Danmarksmesterskabet bringer stor glæde hos Allan Bareuther. At vejret så også er med arrangørerne er endnu et plus.

Men at de lokale udøvere så oven i købet hiver medaljer af fineste støbning hjem, er den berømte prik over i’et.

- Indtil videre er vi i gang med finalerne, og vi har allerede taget den første guldmedalje her fra Hvide Sande af, så vi er rigtig, rigtig glade for de lokale piger her i øjeblikket. Stort smil fra formanden – jeg kan ikke andet end at være glad, siger Allan Bareuther.

DM i kabel-wakeboard startede fredag og slutter søndag.

00:35

Her skulle mænd og kvinder i alle aldersgrupper dyste om at lave de bedste tricks på vandet.

Luk video