Venstre-formand: Det frygter jeg, hvis regionerne nedlægges

Regionerne erstattes måske med embedsmænd i hovedstaden. Nu kæmper Venstrefolk for, at det ikke bliver til virkelighed i en kommende sundhedsreform.

Hans Christian Tylvad frygter, at alt vil komme til at foregå på regneark, hvis man skrotter hele den politiske del, som i dag ligger i de folkevalgte regionsråd.
Hans Christian Tylvad frygter, at alt vil komme til at foregå på regneark, hvis man skrotter hele den politiske del, som i dag ligger i de folkevalgte regionsråd.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Fredag er der møde i Venstres hovedbestyrelse. Og en ting er sikkert på forhånd: Der er ikke enighed i partiet om linjen, når det gælder en kommende sundhedsreform.

Her har det været på tale at nedlægge regionerne. Og det er noget, der falder formanden for Venstre i Ringkøbing-Skjern, Hans Christian Tylvad for brystet. Han frygter, at regionens opgaver bliver centraliseret og lagt i armene på embedsmænd i København.

- Centralisering, det er vi ikke meget for, siger han.

Udkantsdanmark bliver glemt

Han frygter, at alt så vil komme til at foregå på regneark i hovedstaden, hvis man skrotter hele den politiske del, som i dag ligger i det 41 mand folkevalgte regionsråd med base i Viborg.

- Og der har man jo sommetider set, at der kan man godt glemme udkants-danmark i den sammenhæng, fastslår formanden.

Hvis ikke folkevalgte har mulighed for at kunne påvirke beslutningerne, så ser Hans Christian Tylvad følgende skrækscenarie for sig:

- Så vil vi være tabere og få en længere responstid. Og vi vil få flere ting, det vil blive svært at få behandlet med den tid og den fart, det skal foregå med i dag, vurderer han.

Hans Christian Tylvad er ikke afvisende for, at man kan revurdere den nuværende struktur.
Hans Christian Tylvad er ikke afvisende for, at man kan revurdere den nuværende struktur.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Tylvads budskab til statsministeren

I dag, når han mødes med de øvrige 97 lokalformænd og statsministeren, har han følgende plan:

- Jeg vil sige lidt om, at vi ikke ønsker en centralisering, at vi ønsker en demokratisk proces, som sikrer, at yderområderne også bliver taget i betragtning, når der skal laves en ny sundhedsreform i Danmark, så vi får et sundhedsvæsen, vi kan være stolte af og være tilfredse med i Midt- og Vestjylland, lød det fra Hans Christian Tylvad lige inden afgang til København.

Han er dog ikke afvisende for, at man kan revurdere den nuværende struktur. For eksempel mener han, at 41 personer er mange at have siddende i regionsrådet.

- Det er måske også en voldsom bestyrelse at have til at sidde og kigge på sundhedsvæsenet i Midt- og Vestjylland. Det kunne måske godt skæres til på en anden måde.

De to øvrige regeringspartier – Liberal Alliance og De Konservative – har klart meldt ud, at regionerne helt bør nedlægges. Det samme har Dansk Folkeparti.

27:57
Se også: Krydsfelt - Skal regionerne dø?