Aulum Mølle ramt af Alfrida: Det er vores barn

Under stormen Alfrida mistede Aulum Møllen det bagerste møllehjul. Møllen bruges i dag blandt andet til at holde koncerter i.

For sekretæren i Aulum Møllelaug har møllen stor betydning.
For sekretæren i Aulum Møllelaug har møllen stor betydning.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Den 110 år gamle Aulum Mølle mistede sin vindrose under tirsdagens storm. Møllen har stor betydning for de lokale. 

- Møllen er vores barn, det bare vores ældste barn, siger Jens Peder Kristiansen, der er sekretær i Aulum Møllelaug.

Møllen mistede den del, der skal sørge for, at møller udnytter vinden bedst muligt. Udover møllen selv, kom ingen til skade.

​​- Vi er glade for, at der ikke er sket noget. Hvis det falder ned, og der havde gået en person på gaden, så kunne det jo være gået tosse-galt, siger Jens Peder Kristiansen.

Vindrosen har lavet hul i gangbroen rundt om møllen.
Vindrosen har lavet hul i gangbroen rundt om møllen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Møllen ligger midt i Aulum by og er byens varetegn. I sit styrt formåede vindrosen at lave et hul i den gangbro, der er rundt om møllen. Derfor bemærkede naboerne også, at stormen havde godt fat i den 28 meter høje mølle.

- Det gav et ordentligt drøn og så et mere bagefter. Så rammer den først der, og så rammer den det der bagefter. Jeg troede, at det var min skraldespand, fortæller Frits Pedersen, mens han peger mod møllen.

I den gamle mølle, bliver der hvert år holdt flere arrangementer - især koncerter. Og det er da heller ikke kun de 240 medlemmer af møllelauget, der er begejstrede for den 110 år gamle mølle.

- Den betyder meget for folk. Der kommer også mange turister, som står og filmer møllen. Her i løbet af sommeren har der været mange og fotografere, fortæller Frits Pedersen.

Nu venter et større renoveringsarbejde. Ingen fra bestyrelsen tør gætte på hverken omfang eller pris, men forhåbentligt er renoveringen færdigt i løbet af et halvt år.  

1:39
Indslaget om møllen kan du se lige her.