ATV-bane klar til ræs i Ulfborg: - Det er voldfedt

Siden 2011 har frivillige kræfter forsøgt at få en ATV-bane til Ulfborg. Lørdag kunne de første kørere tage banen i brug.

Humøret var højt til åbningen af en helt ny ATV-bane i Ulfborg.
Humøret var højt til åbningen af en helt ny ATV-bane i Ulfborg.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Det er en årelang drøm, der nu er blevet til virkelighed i Ulfborg ved Holstebro.

Frivillige har længe kæmpet for at skabe en ATV-bane til byens børn og unge, som et alternativ til de mere klassiske sportsgrene i foreningslivet.

Lørdag blev de første børn så sluppet løs på banen til stor glæde for de unge kørere.

- Det er voldfedt. Man kan komme væk fra iPaded og ud og køre, lyder det fra 12-årige Lasse Rahbek Nielsen.

- Hvis du går til fodbold, så råber træneren meget af dig. Det gør de ikke så meget her. Her kan du bare give den gas.

Skal være noget andet end håndbold og fodbold

Og netop det der med at kunne gå til noget andet end fodbold eller håndbold er en vigtig del af projektet, fortæller Ronni Guldbjerg, der er formand for Ulfborg ATV-klub.

Allerede på førstedagen er der et godt fællesskab på ATV-banen. 
Allerede på førstedagen er der et godt fællesskab på ATV-banen. 
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- Det er noget for børn, der måske ikke synes, håndbold og fodbold er den optimale sport for dem. Det er måske nogen, der er vant til at sidde inde foran computeren derhjemme.

- Det giver nogle, der mangler noget at lave i fritiden, et fællesskab, de kan være en del af, siger Ronni Guldbjerg.

Projektet tæt på at ryge i vasken

Idéen til ATV-banen opstod allerede i 2011. Målet var at skabe en aktivitet med plads til alle, men det var faktisk lige ved at kuldsejle, inden det blev stablet på benene.

- Efter vi stiftede foreningen, kiggede vi på mulighederne for at stille kapital. Der har vi været tæt på at smide håndklædet i ringen.

- Det var svært, lyder det fra Ronni Guldbjerg.

Derfor er han også mere end stolt af, at det endelig er lykkes.

- Det er sindssygt. Det er vildt.

ATV-banen er blevet en realitet med støttekroner fra Holstebro Kommune, Energistyrelsen, DIF og DGI’s foreningspulje samt TrygFonden.

1:55
I indslaget her kan du komme med til åbningen af ATV-banen i Ulfborg.