Steffen Højer: Det er vanvittigt vigtigt for mig at rykke op

Viborg FF’s cheftræner sover fint i øjeblikket, selv om han snart skal spille de to vigtigste kampe i sin trænerkarriere. Det mentale spil får kæmpe betydning i de to kampe mod Hobro.

- Jeg føler jo ikke, at det vil være et mirakel, hvis vi over to kampe slår Hobro og rykker op i Superligaen. Jeg føler, det vil være helt naturligt, siger Steffen Højer. Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

- Det vil være kæmpe, kæmpe vildt for mig at rykke op. Vi synes jo også selv, at vi hører hjemme i Superligaen, og hele byen trænger til, at vi kommer derop igen.

Steffen Højer er ikke i tvivl om betydningen af de to kampe, som Viborg FF nu skal ud i mod Superligamandskabet Hobro. Torsdag går turen til Hobro, og søndag gælder det returopgør hjemme i Viborg. Den samlede vinder af de to kampe indløser en billet til Superligaen efter sommerferien.

Læs også Konkurrent: Viborg FF bør rykke op

- Jeg har sagt til spillerne, at de skal glæde sig til de her kampe, for det er den slags kampe, vi alle sammen spiller for at få lov til at deltage i. Og jeg ville så gerne, at jeg selv stadig havde alderen til at kunne spille med, siger Steffen Højer i videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

(...) jeg ville så gerne, at jeg selv stadig havde alderen til at kunne spille med

Steffen Højer, cheftræner, Viborg FF

Kampene er de to vigtigste i Steffen Højers trænerkarriere. Alligevel forsikrer han, at han skam sover fint i øjeblikket. Dog får han set en del video med Hobro.

- Jeg glæder mig helt vildt. Vanvittigt meget faktisk. Og det siger jeg med hånden på hjertet. Men vi skal huske perspektivet i det her. Jeg har fire børn, og jeg har også haft sygdom i familien. Det er vigtigt for Viborg at rykke op, men det andet er også vigtigt. Nej, det er vigtigere. Det skal vi huske på. Men hvor vil jeg gerne rykke op med Viborg, understreger Steffen Højer.

Dan Sørensen har interviewet Viborg FF's cheftræner, Steffen Højer. Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Mental fordel til Viborg

Han er indstillet på, at den mentale del får en afgørende rolle i de to liv eller død kampe.

Læs også Viborgs oprykningshåb lever før afgørende playoff-kampe: - God tro på tingene

- Det bliver ikke hæl og tå fodbold, for der vil blive gået til makronerne. Jeg har understreget overfor spillerne, hvad det kommer til at handle om. Det er vigtigt, at man er klar over det. De her to playoff-kampe har eget liv. Men jeg tror på, at vi har en mental fordel, fordi vi kommer med mange sejre i bagagen, mens Hobro har lidt mange nederlag i Superligaen. At tabe kampe sætter sig, og det skal vi udnytte, fortæller Steffen Højer.

VFF-cheftræneren har en rigtig god mavefornemmelse forud for de to kampe.

De her to playoff-kampe har eget liv. Men jeg tror på, at vi har en mental fordel, fordi vi kommer med mange sejre i bagagen, mens Hobro har lidt mange nederlag i Superligaen. At tabe kampe sætter sig

Steffen Højer, cheftræner, Viborg FF

- Jeg føler jo ikke, at det vil være et mirakel, hvis vi over to kampe slår Hobro og rykker op i Superligaen. Jeg føler, det vil være helt naturligt. Vi kommer med medgang. Jeg har da også fortalt mine spillere, at Hobro har vundet én udekamp i år. Det er en god viden for spillerne at have i de to kampe. Og så får vi mange tilskuere med til Hobro.  Det bliver hårdt og sikkert ikke kønt. Men jeg har en rigtig god tro på, at vi rykker op, siger Steffen Højer.

Se hele videopodcasten Fodboldfamilien med Steffen Højer her:

21:01

Det vil betyde rigtig meget for Viborg FF’s cheftræner Steffen Højer, hvis han kan føre klubben tilbage til Superligaen. Det er der, den hører hjemme, mener han. 

Luk video