Sommerfugle invaderer Danmark: - Det er usædvanligt

Midt- og Vestjylland og resten af Danmark er ramt af en historisk invasion af sommerfugle fra fjerne egne.

Det er især tidselsommerfuglen, der er i år er noget mere almindelig end normalt. Den er mere brun i farven end den velkendte admiral-sommerfugl.
Det er især tidselsommerfuglen, der er i år er noget mere almindelig end normalt. Den er mere brun i farven end den velkendte admiral-sommerfugl.
Foto: Privatfoto

De er her, der og alle vegne. Sommerfuglene har invaderet det meste af Danmark, og i år er der flere af dem, end der plejer at være.

- Jeg har aldrig oplevet, at der er så mange af dem som i år. Det er usædvanligt. De fleste har helt sikkert lagt mærke til den, siger Hans Thomsen Schmidt, der har interesseret sig for insekter i mere end 60 år og er medlem af Entomologisk forening.

Det er især tidselsommerfuglen, der i år er rigtig mange af. Lige som andre sommerfugle er den en trækfugl, som har fundet vej til Danmark sydfra.

- Tidselsommerfuglen er usandsynlig almindelig i år. Den kommer vandrende fra Mellemøsten og Nordafrika. Der har været særlig meget regn i vinter dernede, og det betyder, at de har ynglet mere, end de plejer, siger Hans Thomsen Schmidt, der kommer fra Mejdal ved Holstebro.

Hans Thomsen Schmidt har interesseret sig for sommerfugle og andre insekter i 60 år. Han har aldrig oplevet så mange som i år.
Hans Thomsen Schmidt har interesseret sig for sommerfugle og andre insekter i 60 år. Han har aldrig oplevet så mange som i år.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Frugtavler og haveejere jubler

Også i de midt- og vestjyske haver og frugtplantager er der blevet lagt mærke til, at 2019 er et rigtigt sommerfugleår.

Jørgen Lavrsen har seks hektar med frugttræer ved Roslev, og her mæsker sommerfuglene sig lige nu i nedfaldne æbler og blommer.

- Det er kolossalt. Der er næsten hundrede gange så mange, som vi ellers normalt ser, siger han.

Han nyder at have ekstra mange af dem at kigge på.

 
- Alt det liv man pludselig ser omkring sig, det er pragtfuldt. Det virker som om, naturen stadig er levende. Det er der mange, der klager over, at den ikke er, siger frugtavleren.

Sådan er det også i Karup, hvor en haveejer, som har boet der i 40 år, aldrig har set så mange sommerfugle som i år. Naboen har oplevet præcis det samme.

- En eftermiddag var der mindst tyve eller tredive i alle mulige farver, siger Else Rasmussen fra Kølvrå.

Jørgen Lavrsen har ud over seks hektar med frugttræer ved Roslev også usædvandligt mange sommerfugle at kigge på.
Jørgen Lavrsen har ud over seks hektar med frugttræer ved Roslev også usædvandligt mange sommerfugle at kigge på.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Sidste års tørke gav flere sommerfugle

Årsagen, til 2019 er et rigtigt sommerfugleår, skal også findes sidste år.

- Vi havde sommer i en uendelighed sidste år, og så visnede græsset ned, og så fik larverne en chance for at leve på de urter, de lever på. Dagsommerfuglene søger nektar på planter, og der er mere at leve af i år, siger Hans Thomsen Schmidt.

Det er med at nyde hvert minut, sommerfuglene er her. De har et fortravlet liv, for de bliver normalt kun mellem to døgn og 4-5 uger gamle. 

Om lidt flyver de igen mod varme og mad, men lige nu er især admiral-sommerfugl nem at få øje på.

- Admiralerne kan godt lide de nedfaldne æbler, og så kommer de tæt på folks haver og bliver meget synlige.

I Danmark er der omkring 60 forskellige sommerfuglearter.

2:22