Politi til flugtbilist: - Det er nu, du skal gå til bekendelse

Politiet arbejder intenst på at finde den flugtbilist, der mandag aften påkørte og dræbte en ung soldat ved Flyvestation Karup.

Politiet vil meget gerne i kontakt med føreren af den lille, lyse bil på overvågningsbilledet her. Bilisten påkørte og dræbte mandag aften en ung soldat ved Flyvestation Karup. Foto: TV MIDTVEST

- Det kan være chok. Det kan være man er blevet så forskrækket, at man ikke kunne standse i øjeblikket. Men så er det nu, man skal melde sig og gå til bekendelse.

Sådan lyder den klare opfordring fra Midt- og Vestjyllands Politi i dag til den flugtbilist, der mandag aften påkørte og dræbte en 22-årig soldat i en fodgængerovergang lige ud for Flyvestation Karup.

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggjorde i dag en overvågningsvideo af bilen. Og politiet har sat alle sejl ind på at finde flugtbilisten.

Læs også Flugtbilist kan ikke have været i tvivl om, hvad der var sket

Gennemgår al videoovervågning

Lige nu arbejder politiet i fire forskellige hold. To hold er ude og sikre videoovervågning i hele området.

- Det gør vi, fordi vi ikke ved, hvor bilen kom fra, eller hvor den er kørt hen efter ulykken. Så vi går ret bredt ud og leder efter videoovervågning, fortæller politikommissær Christian Toftemark til TV MIDTVEST.

Derudover har politiet også et hold, der leder efter fysiske spor på gerningsstedet, der kan lede dem på rette spor og mod en opklaring af den tragiske sag.

Det kan være chok. Det kan være man er blevet så forskrækket, at man ikke kunne standse i øjeblikket. Men så er det nu, man skal melde sig og gå til bekendelse

Christian Toftemark, politikommissær, Midt- og Vestjyllands Politi

- Og så har vi et hold, der udelukkende arbejder med at tage sig af de tip, vi har fået. Vi tager kontakt til de relevante tip, vi undersøger, hvis der står en bil med en skade, eller hvis nogen har gjort sig nogle observationer, så undersøger vi dem.

Håber nogen, kan genkende bilen 

Ulykken skete ud for hovedvagten på Flyvestation Karup, da den unge værnepligtige ville gå over fodgængerfeltet, men den korte sekvens, som politiet nu har valgt at offentliggøre, stammer fra Gedhusvagten - en anden indkørsel til flyvestationen.

På videoen ser man først en hvide varebil, som politiet efterlyste tirsdag, og få sekunder senere kommer flugtbilen. Sekvensen er optaget umiddelbart før ulykken.

Der er ingen tvivl om, at et eller andet sted i alle de spor, vi har, så er den rigtige bil og den rigtige gerningsmand. Men vi er der ikke helt endnu

Christian Toftemark, politikommissær, Midt- og Vestjyllands Politi

- Vi kan stadig ikke med sikkerhed sige, hvilken bil der er tale om. Det kan være en Peugeot 206, men det kan også være en anden type. Vi kan se, at bilen har en sort liste på siden, og på et stillfoto fra et andet kamera kan vi se, at bilen har en bremselygte i toppen af bagruden, siger politikommissær Christian Toftemark. 

Politiet har allerede modtaget omkring 35 tip fra borgere. Men de er fortsat meget interesseret i at høre fra nogen, der kan have oplysninger i sagen.

- Vi håber, der er nogen, der kan genkende bilen, eller håber, at der er nogen, der har en ven eller en nabo, der normalt kører i sådan en bil, der lige pludselig ikke har bilen holdene i garagen, lyder opfordringen fra Christian Toftemark.

Læs også Politiet efterlyser flugtbilist, der har påkørt en fodgænger

Hos politiet er målet klart: Flugtbilisten skal findes.

- Lige nu opsøger vi heldet. Der er ingen tvivl om, at et eller andet sted i alle de spor, vi har, så er den rigtige bil og den rigtige gerningsmand. Men vi er der ikke helt endnu, slutter politikommissær Christian Toftemark.

Har man oplysninger i sagen, så skal man ringe 1-1-4.

02:05

Politiet arbejder på højtryk på at finde frem til flugtbilisten fra Karup. 

Luk video
01:47

Interview med politikommissær Christian Toftemark. 

Luk video

Læs også Ung værnepligtig dræbt af flugtbilist ved Flyvestation Karup