Viborg-virksomhed solgt for millioner: Det er mit barn

Virksomheden Arminox er blevet købt af Erhvervsinvest.

Knud Laursen har stået i spidsen for Arminox siden 1984.
Knud Laursen har stået i spidsen for Arminox siden 1984.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Stålvirksomheden Arminox, der har base i Viborg, får ny ejer. Det er Erhvervsinvest, der nu skal føre virksomheden videre. Knud Laursen har ejet virksomheden sammen med sine børn, og han ønsker ikke at udtale sig om det konkrete beløb, som Erhvervsinvest skulle have købt stålvirksomheden for.

- Det de har nævnt i avisen, (Børsen, red.) er, nok ikke helt ved siden af, fortæller Knud Laursen. 

Ifølge Børsen skulle Erhvervsinvest have betalt mellem 150 og 200 mio. kroner for den jyske stålproducent.

Virksomheden leverer rustfrit armeringsstål til hele verden. Derudover er Arminox den førende producent af rustfrie murstens- og tagstensbindere her i landet. Arminox blev grundlagt i 1950 og  Knud Laursen overtog i  1984. Derfra voksede virksomheden, og derfor har det heller ikke været helt så let at sælge virksomheden.

- Jeg har haft svært ved at sælge, for det er egentligt mit barn, som jeg har bygget op fra bunden af, siger han.

Selvom beslutningen om at sælge virksomheden har været svær, er Knud Laursen helt tryg ved at give sin virksomhed videre til Erhvervsinvest og Thomas Marstrand.

- Det, der har været vigtigt for mig, er, at virksomheden bliver liggende her med samme personale og direktør. Personalet vil ikke kunne mærke, at der sker ændringer, og det har været meget vigtigt for mig, siger Knud Laursen.

Arminox leverer rustfrit ameringsstål til hele verden.
Arminox leverer rustfrit ameringsstål til hele verden.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Et uimodståeligt tilbud

Sidste år købte Erhvervsinvest, med direktør Thomas Marstrand i spidsen, Randers Reb, som Knud Laursen dengang ejede halvdelen af. Knus Laursen og Thomas Marstrand har derigennem opbygget et tillidsbånd.

- Tanken om at sælge kom, fordi jeg mødte Thomas Marstrand. Det er gået rigtig godt med Randers Reb efterfølgende, og den er i stor vækst, siger Knud Laursen.

- Så fik jeg et tilbud fra ham, som jeg ikke rigtigt kunne stå for. Så mener jeg også, at med den alder jeg har, at tidspunktet er til at trække sig tilbage, så der er nye folk, der kan få det til at blomstre.

9:58
Tilbage i 2002 besøgte Fast Arbejde virksomheden.