Opsnusede selv stjålet hund: - Det er lidt specielt

Skive Politi er imponeret over, at kvinden selv fandt frem til sin hund.

Politiet blev ikke indblandet i sagen, før kvinden selv havde fundet sin hund (arkivbillede).
Politiet blev ikke indblandet i sagen, før kvinden selv havde fundet sin hund (arkivbillede).
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 67-årig kvinde fra Skive kan igen i god ro og orden gå tur med sin hund, efter hun lørdag fik sig en ubehagelig overraskelse foran Fakta i Frugtparken i Skive.

Efter at have handlet i butikken skulle kvinden have sin hund af racen west highland white terrier med sig, men da hun ville hente den ved hundekrogen, var hunden væk.

- I lørdags klokken 10.15 er der en kvinde, der skal have sin hund med sig hjem fra foran Fakta. Men da hun kommer tilbage fra at have handlet, er hunden væk, siger vagthavende ved Skive Politi, Niels Bach.

Den 67-årige kvinde bliver derefter kontaktet af et vidne. Vidnet har set en mand gå forbi hunden, samle den op og løbe væk fra stedet.

I stedet for at gå i panik, viste kvinden handlekraft.

Spurgte sig frem og råbte hund an

Ved at spørge folk og bruge de sociale medier til at lede efter sin hund, ender den 67-årige kvinde på Humlevej i Skive.

Og her var der bid.

- Der begynder hun at kalde på sin hund og ud fra en af matriklerne løber hende west hideland terrier hende i møde ude i en have. Der er genkendelsens glæde. Der følger ikke nogen ud med hunden, men hun råber så boligens beboer an, siger Niels Bach.

Derefter kommer der en mand ud. Men det er ikke manden, der har stjålet hunden. Han sidder derimod indenfor. Manden i huset vil gerne indrømme til kvinden, at han har taget hunden. Men ikke at han har stjålet den.

Derfor kan han forvente en opringning af Skive Politi, melder Niels Bach.

- At hun i den her store, hvide verden selv formår at få den snuset op. Det er lidt specielt, at det kan lade sig gøre.

Det var en hund som denne af racen west highland white terrier.
Det var en hund som denne af racen west highland white terrier.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix