Viborgprojekt spredes ud til hele landet: - Det er lidt mærkeligt, men faktisk også vildt sjovt

25 millioner kroner skal udbrede projekt LegeKunst fra Viborg til resten af landet. Et projekt, hvor børn via kunst og kultur skal lære at fordybe sig.

Emma Bank Justesen og Jamil Sido er to blandt mange børn i Viborg, der er med i projekt LegeKunst.
Emma Bank Justesen og Jamil Sido er to blandt mange børn i Viborg, der er med i projekt LegeKunst.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Hvad er vinter?

Et elementært spørgsmål for de fleste. Tænker man nærmere over spørgsmålet, så rummer det mange muligheder. Muligheder for fordybelse, leg og læring.

En af grundtankerne bag projekt LegeKunst. Et projekt man er en del af hos Dalens Børnehus i Viborg. Her har man med mellemrum besøg af en skuespiller, der er med til at sætte gang i aktiviteterne.

- Det at få inspiration fra en, der tænker på en anden måde end os, er dejligt. Det gælder både for børn og voksne. Der er ro til fordybelse. Der er plads til, at hvis man ikke lige tør, kan man få lov at se tingene an. Så tør man lige pludselig, fortæller pædagog Birgitte Møller Olesen.

En måde at forstå vinter og kulde. Stik dine ben ned i koldt vand. 
En måde at forstå vinter og kulde. Stik dine ben ned i koldt vand. 
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Projektet har fået en vitaminindsprøjtning på 25 millioner kroner fra Nordea Fonden. De penge skal gå til, at børn i 18 kommuner landet over introduceres for projektet. 

Børn kan mere, end vi tror

En af dagens opgaver for børnene er, at de skal mærke kulde. Derfor er et bassin på stuen fyldt med koldt vand. En fysisk måde at skabe en dialog omkring, hvad børnene forbinder med vinter. Det er Kathrine Weigelt, der står for dagens aktiviteter. Hun er skuespiller og formidler, og hun har i tre år arbejdet med børn og sanser.

- Vi dykker ned i et emne - fordyber os i det. Det handler om at skabe udfordringer til børnene. Min tilgang er at se børnenes ord på samme måde som en voksens. De kan reflektere dybt, når de får muligheden for det. De ser meget mere, end vi ved, fortæller Kathrine Weigelt.

En anden måde at reflektere. Slap af, kig op på et grønt bøgeblad. 
En anden måde at reflektere. Slap af, kig op på et grønt bøgeblad. 
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

En anden af dagens aktiviteter med sanser i fokus går rent ind hos to af børnene.

- Man skulle tage fat i tingene med lukkede øjne. Det var lidt mærkeligt, men også sjovt, fortæller to af dagens deltagende børn, Emma Bank Justesen og Jamil Sido.

Underprioriteret område

Historier om manglen på hænder er ofte den, der bliver fortalt om børnehaver og vuggestuer. Det er også en del af forklaringen på, hvorfor kunst og kultur samt nye læringsformer ikke altid bliver prioriteret. Derfor bringer projekt LegeKunst også ekstra hænder med sig. Eksempelvis i form af en kunster som Kathrine Weigelt.

- Når børnene undersøger verden via leg og kultur, opstår dannelse. Kunst og kultur har desværre stået i skyggen i en række år i pædagogisk kontekst. Derfor ser vi frem til arbejdet, hvor kunst, kultur og børneinstitutioner arbejder sammen, fortæller projektleder på LegeKunst Tanja Pfaff Louring.

De 25 millioner kroner, projektet har fået fra Nordea Fonden, skal bruges til dels undervisning, men også forskning. Forskning, der via samarbejdet med 18 kommuner, skal give et billede af, hvordan kunst og kultur i dagligdagen påvirker og kan bidrage til børns dannelse.

Det er udviklingscentret Kulturprinsen i Viborg, der står bag og leder projektet.