Klaudi dømmer kamp nummer 3400: - Det er jo herligt

For 3400. gang på 41 år skal Claudi Sigaard torsdag aften dømme en fodboldkamp.

Claudi Sigaard runder torsdag aften et skarpt hjørne som fodbolddommer. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der er stor mangel på fodbolddommere mange steder i landet. En af dem, der gør sit til, at manglen ikke bliver større, er 73-årige Klaudi Sigaard fra Karup.

Selvfølgelig får vi skældud, og selvfølgelig dømmer vi forkert

Klaudi Sigaard, fodbolddommer

Han har dømt mange flere kampe, end de fleste har spillet, og torsdag aften runder han endnu et skarpt hjørne med kamp nummer 3400.

Læs også Stor mangel på fodbolddommere: - Kurven er nedadgående

Han kan om nogen derfor nikke genkendende til, at der mangler dommere.

- Det er et stort problem. Selvfølgelig får vi skældud, og selvfølgelig dømmer vi forkert. Det kan jo ikke undgås. Men jo flere kampe, man dømmer, jo mindre spekulerer man over det, siger Klaudi Sigaard.

Med 41 år på bagen som fodbolddommer tænker Klaudi Sigaard meget lidt over det negative ved at være fodbolddommer.

Faktisk er det udelukkende det positive, der fylder for ham.

Afhængig af at dømme

Han kan ikke forstå, at der ikke er flere unge mennesker, der vil være fodbolddommere.

For Klaudi Sigaard selv giver det nemlig udelukkende gode oplevelser. Han har fået så mange, at det kan mærkes på humøret, når der ikke er fodboldkampe i kalenderen.

Hver gang, jeg runder 100 kampe, så giver jeg øl til begge hold

Claudi Sigaard, fodbolddommer

- Når sommerferien kommer, så har jeg meget svært ved at undvære det. Og så kan lillemor også godt se, at jeg mangler at dømme. Der skal helst stå otte-ti kampe på skærmen, som jeg skal dømme. Så går det bedst, siger Klaudi Sigaard.

Læs også Syvende gang er lykkens gang: Holstebro-dommer er Danmarks bedste

Jubilæum fejres

Når kamp nummer 3400 i aften er dømt, bliver det fejret. Ikke kun i hjemmet, men også i klubhuset efter kampen.

Her har Klaudi Sigaard nemlig en fast tradition for hver gang, han runder 100 kampe.

- Hver gang, jeg runder 100 kampe, så giver jeg øl til begge hold. Jeg plejer at sige: ”Hvis I opfører jer ordentligt overfor hinanden og overfor dommeren, så giver jeg en øl bagefter. Er I nogle lorte overfor hinanden og overfor mig, så giver jeg også en øl bagefter”, siger han med et stort smil.

Har dømt flere generationer

De 41 år og 3399 kampe som dommer har givet mange oplevelser. Og nogle af oplevelserne har været med de samme mennesker.

For når man som Klaudi Sigaard dømmer i så mange år, så kommer man til at dømme de samme fodboldspillere flere gange – og over flere år.

- Når jeg dømmer old boys, så er der mange spillere, jeg dømte for første gang, da de var otte-ti år gamle. Det er tre, næsten fire generationer siden. Det er jo herligt.

Læs også Satser på unge dommere i Skive

Læg selv op til den gode stemning

Til de unge, der overvejer at blive fodbolddommere, har Klaudi Sigaard et simpelt råd:

Sørg for at skabe den gode stemning selv.

Hvis man har begået en fejl, så indrøm den, og skab selv kontakten med trænere, spillere eller tilskuere.

Det har Klaudi Sigaard selv et simpelt ritual til at gøre.

- Jeg siger tak til trænere og publikum for god ro og orden. Så jeg har jeg allerede lagt det i munden på dem, for så siger de: ”Tak for en god dommer.” Det er jo hyggeligt. Så har man det godt, når man kører hjem, siger han.

02:32

FRA ARKIVET - sendt d. 19/8-2011: Klaudi Sigaard har haft et særligt jubilæum: Han har nemlig dømt 2500 fodboldkampe.

Luk video