Butikchef efter indbrud: - Det er et frygteligt syn

Det er anden gang på et år butikschef Morten Heltborg må rydde op efter indbrudstyve.

Det er anden gang i år, at Morten Heltborg og hans kolleger må rydde op efter tyve. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Tyvene kom ind i butikken hos Lysmesteren i Skive natten til tirsdag ved at smadre en stor rude med store sten. Et øjeblik efter var tre tyve i gang med at stjæle designerlamper for omkring 175.000 kroner.

Jeg synes, det er ret skræmmende, at det sker på så kort tid.

Morten Heltborg, Butikschef, Lysmesteren, Skive

Det hele blev filmet på butikkens overvågningskameraer.

Ud over at stjæle lamper, så smadrede tyvene også lamper for et par hundrede tusinde kroner.

- Jamen, det er jo et frygteligt syn, hvor meget man kan nå at stjæle på så kort tid, siger Morten Heltborg, der er butikschef hos Lysmesteren i Skive.

Gerningsmændene flygtede i en varevogn. Politiet har offentliggjort overvågningsbilleder fra indbruddet.

Læs også Fanget på video: Stjal og smadrede lamper for 300.000 kroner

- De er selvfølgelig maskerede med jakker og hætter, så vi kan ikke se ansigter på dem, men vi synes alligevel, at der er så gode billeder, at nogle måske kunne genkende de her personer, siger politikommissær, Jesper Brøndum, Midt- og Vestjyllands Politi. 

Tyvene er gået målrettet efter PH-lamper. Det er anden gang butikken har haft besøg af tyve, der har stjålet dyre designerlamper.

- Jeg synes, det er ret skræmmende, at det sker på så kort tid. Det er jo ikke noget, vi havde regnet med, fortæller Morten Heltborg.

Ved første indbrud lavede tyvene hul i taget. Her fra fiskede de så lamperne op gennem taget.