Nu skal syv år gammel bro rives ned: - Det er en særdeles kedelig situation

Fund af råd i december 2018 gør nu, at Kjællinghøl-broen fra 2012 skal rives ned.

Kjællinghøl-broen ved Bjerringbro skal rives ned inden jul (arkivbillede).
Kjællinghøl-broen ved Bjerringbro skal rives ned inden jul (arkivbillede).
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Kjællinghøl-broen ved Bjerringbro skal rives ned inden jul. Det oplyser Viborg Kommune.

Broen, der er Danmarks længste bro opført i rundtømmer, blev indviet 14. juni 2012, men en skønserklæring fra en uvildig ekspert betyder, at broen nu skal rives ned.

- Det er en særdeles kedelig situation, både vi og især borgerne i Bjerringbro er kommet i, at vi er nødt til at tage broen ned. Men vi kan ikke forsvare at lade nogen færdes på broen eller lade den blive stående, når der er risiko for den bryder sammen, siger formanden for Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune, Stine Damborg.

Broen har været lukket for al færdsel siden december 2018, og det vil den fortsat være, indtil den rives ned.

Kommune starter sag om ansvar

I december sidste år blev der fundet råd i broens bærende konstruktion. Det er det fund, der siden har gjort, at broen har været lukket for al færdsel, og at de yderligere undersøgelser har været sat i gang.

Broen er angrebet så alvorligt af råd, at både skønserklæringen og tidligere undersøgelser fra Viborg Kommune slår fast, at der ingen mulighed er for at reparere broen.

Lige nu er broen i så dårlig forfatning, at hvis der falder sne på broen, er der risiko for, at den vil bryde sammen. Det er derfor, broen senest skal være taget ned til jul.

Viborg Kommune har ud fra skønsrapportens resultater valgt at rejse sag an om, hvem der har ansvaret for broens konstruktion.

2:00
Indslag fra 3. juli 2019: Kjællinghøl-broen over Gudenåen er angrebet af råd og har nu været afspærret i et halvt år.