Lokalt karatetalent vinder bronze til EM: Det er det største

Søndag eftermiddag vandt 18-årige Mads Viberg Larsen fra Holstebro bronze til Europa Mesterskaber i Karate på hjemmebane.

18-årige Mads Viberg Larsen fra Holstebro vandt søndag eftermiddag EM-bronze.
18-årige Mads Viberg Larsen fra Holstebro vandt søndag eftermiddag EM-bronze.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Med cifrene 2-0 i søndagens sidste opgør kunne 18-årige Mads Viberg Larsen fra Holstebro kalde sig EM-bronzevinder i U21-klassen minus 75 kilo. 

- Det er så fedt. Indtil videre er det det største, lyder det fra den danske medaljetager, Mads Viberg Larsen.

Kampen om tredjepladsen foregik på dansk grund i Gigantium i Aalborg. Hjemmebane fordelen bemærkede bronzevinderen da og tydeligt også.

- Opbakningen har været superfed. Jeg har faktisk ikke haft så mange nerver, som jeg plejer at have. Vi er ikke fløjet herhen, så der har været ro på, og det tror jeg, har hjulpet mig med tålmodigheden i kampene, siger Mads Viberg Larsen fra Budo Sportskarate Holstebro.

Tidligere på dagen missede Mads Viberg Larsen chancen for at vblive europamester, da han tabte semifinalen med cifrene 2-3. Herefter ventede belgieren Whalid Deghalid i kampen om tredjepladsen.

- Lige inden jeg skal ind, tænker jeg 'det er bronzekampen, det her'. Jeg har slet ikke selv registreret det. Men med det samme, jeg kommer ind, går al nervøsiteten væk, og jeg er bare i kampen, siger Mads Viberg Larsen. 

Det er Dansk Karate Forbund, der i samarbejde med European Karate Federation & World Karate Federation, der har været vært for dette års Europamesterskaber for U16, U18 og U21. 

0:26
Her kan du se de sidste sekunder fra bronzekampen.