Borgmestre sætter fokus på sommerhusudlejning: - Det er dejligt, at det bliver værdsat

19 borgmestre satte i dag fokus på, at sommeren starter. Det blev markeret i Søndervig, hvor Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester mødte op.

Borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V).
Borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V).
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Vejret gør sit for at skjule det, men kalenderen afslører, at sommeren er startet.

Det betyder, at der både har været og bliver travlt i de mange udlejninger landet over i disse dage. Et af de steder var i Søndervig, hvor Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester, Hans Østergaard (V), var med til at sætte sommeren i gear.

- I RingkøbingSkjern Kommune har vi rigtig mange turister. Vi har over 3,7 millioner overnatninger om året. Derfor er jeg selvfølgelig fuldt med på at skabe lidt ekstra opmærksomhed på det, siger borgmesteren og fortsætter.

- Det er en markering af, at nu starter sæsonen for alvor. Der kommer gang i hjulene.

Hans Østergaard var ikke den eneste borgmester, der var med til at markere sommerens indtog. 18 andre borgmestre landet over gjorde også deres for, at den store turistsæson kom godt fra land.

Det er Feriehusudlejernes brancheorganisation, der står bag ideen.

Bureauchef glad for fokus

I Esmark Feriehusudlejning i Søndervig bliver der sat stor pris på den opmærksomhed, borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune giver turistbranchen.

- Det er dejligt, at der kommer fokus på vores branche. Jeg synes, at vi bidrager rigtig godt til, at der kommer gæster herud til Vestkysten. Det er da dejligt, at det bliver værdsat med et besøg fra borgmesteren. Det er helt sikkert. For vi gør et stort stykke arbejde i at få folk herop, siger Eva Bækkegaard, der er bureauchef hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig.

Men borgmesterens opbakning er ikke nok. Der skal også turister til.

Dem har de heldigvis mange af i Esmark Feriehusudlejning. Faktisk er der så mange, at bureauchefen godt kunne tænke sig nogle flere huse til udlejning.

- Vi kunne sagtens bruge nogle flere sommerhuse. Vi har flere gæster, som gerne vil besøge os henover sommeren. Og vi kan se allerede nu, at vi er ved at have udsolgt i flere af de store uger. Så vi kunne sagtens bruge nogle flere, gode sommerhuse, siger hun.

Eva Bækkegaard, bureauchef hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig, sætter pris på den opmærksomhed, borgmesteren giver sommerhusudlejningen.
Eva Bækkegaard, bureauchef hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig, sætter pris på den opmærksomhed, borgmesteren giver sommerhusudlejningen.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Sammenspillet skal fortsætte

Nu er sæsonen officielt begyndt i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det betyder, at det gode arbejde mellem kommunen og udlejningsfirmaerne skal blomstre.

Det slår kommunens borgmester fast.

- Vi har et rigtig godt sammenspil med sommerhusudlejningen og turisterne her i kommunen. Vi er absolut med på sidelinjen. Turismen er et af de fire ben, vi har at stå på i RingkøbingSkjern Kommune. Derfor tænker jeg, at det også er rigtig vigtigt at gøre opmærksomme på, at det her er noget, vi rigtig gerne vil og sætter pris på, at man skaber den store vækst i turismen, der har været her de senere år, siger Hans Østergaard.

1:30
Formelt er den 1. juni årets første sommerdag. Det markeres med travlhed hos udlejningsbureauerne.