Det er bedst at vokse op i Herning Kommune

To midt- og vestjyske kommuner er på liste over de fem bedste steder at vokse op.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Børn har det bedst, hvis de vokser op i Herning Kommune. Det er i hvert fald resultatet, når man måler på faktorer som priser i daginstitutioner, antal skilsmisser, antal nye babyer og kommunens udgifter til sport og fritid. Det skriver Jyllands-Posten søndag. 

- Dejligt, at I andre også har fået øje på det, siger Dorte West (V), der er formand for kommunens børne- og familieudvalg til avisen.

Med baggrund i statistik over ovennævnte faktorer har Jyllands-Posten sammen med analysevirksomheden Kaas og Mulvad udarbejdet en liste, som indikerer hvor vilkårene for en god barndom er bedst, og her indtager Herning Kommune altså førstepladsen.

Dorte West er ifølge avisen ikke i tvivl om, at det politiske arbejde i kommunen og den såkaldte 'Herning-model' er nogle af årsagerne til, at det gode børneliv trives i Herning Kommune. 

- Men allerførst har vi grundsætningen: Alle børn skal være en del af fællesskabet. Derefter har vi to målspor, hvor børnene skal udvikle sig optimalt, både fagligt og hvad angår trivsel, siger hun til Jyllands-Posten. 

Hun mener, at enkeltheden i kommunens målsætning har gjort det lettere for alle led i kommunen at orientere sig. 

- Der kan være en tendens til, at målsætninger sander til i et utal af delmål, så man som borger og ikke mindst medarbejder mister orienteringen og retningen. 

Negativ kurve skulle vendes

Egentlig begyndte arbejdet med det gode børneliv for alvor, da kommunen oplevede en stigning i antallet af børn, der blev henvist til specialtilbud. Det tog kommunen som et udtryk for, at børnene ikke kunne følge med enten indlæringsmæssigt eller socialt.

Derfor blev der i 2009 opstillet en målsætning om at bryde den tendens, og det betød øgede investeringer i daginstitutioner og skoler samt iværksættelse af Herning-modellen.

- Modellen indebærer, at vi investerer tidligt i forløbet ud fra både en overbevisning og nu efterhånden også viden om, at det kan spare både den enkelte og kommunekassen for mange problemer senere, siger Dorte West. 

Udover Herning ligger også Silkeborg Kommune i top på listen over de bedste steder at vokse op. 

Det bedste børneliv 

Top 5
  • 1. Herning
  • 2. Vallensbæk
  • 3. Aarhus 
  • 4. Tårnby
  • 5. Silkeborg

Bund 5
  • 94. Faaborg-Midtfyn
  • 95. Bornholm
  • 96. Nordfyn
  • 97. Odsherred
  • 98. Ærø

Kilde: Jyllands-Posten og Kaas & Mulvad.