Festival-direktør om tidlige tilmeldinger: - Det er aldrig sket før

Rekordmange hold har allerede tilmeldt sig næste års udgave af Generation Handball. Direktør kalder det for den bedste feedback, man kan få.

Jens Steffensen er administrerende direktør i Generation Handball (arkivbillede).
Jens Steffensen er administrerende direktør i Generation Handball (arkivbillede).

Håndboldfestivalen Generation Handball i Viborg var i år en stor succes.

Med deltagerrekord på omkring 3000 unge håndboldspillere fra 19 forskellige lande fordelt på 202 hold var det alt, hvad arrangørerne kunne drømme om.

Og nu tyder noget på, at succesen fortsætter. For der er allerede mange af de hold, der var tilmeldt til Generation Handball 2019, der vil med igen i 2020.

- Vi har allerede 80 hold tilmeldt til næste år. Det er aldrig sket før. Og der er flere, der har sagt, at det har været det bedste Generation Handball, der har været. Det er da den bedste feedback, man kan få, siger Jens Steffensen, der er administrerende direktør i Generation Handball, til Viborg Stifts Folkeblad.

Andet end håndbold i fokus

Jens Steffensen fortæller ikke, om han kender en bestemt årsag til, at der allerede er så mange hold, der har tilmeldt sig festivalen i 2020.

En af årsagerne kan findes uden for håndboldbanen.

For Generation Handball har fokus på meget mere end bare spillet med bolden. Der er blandt andet en festivalplads, hvor deltagerne kan kigge ind i forskellige boder, ligesom festivalen sætter stort fokus på, at deltagerne har det sjovt og får nye venskaber.

2020-udgaven af Generation Handball bliver den syvende afholdelse af festivalen.

3:42
Generation Handball i Viborg er i år større end nogensinde med 202 hold fra 19 forskellige lande