Idémand bag ny feriepark jubler: - Det er årets julegave

Initiativtageren til den nye feriepark i Søndervig, købmanden Keld Hansen, er glad for nyheden om, at ferieparken nu bliver en realitet.

Keld Hansen, Søndervig. Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Der er godt nok stadig en lille uges tid til juleaften, men for Keld Hansen, der er idémanden bag den nye feriepark i Søndervig, kunne det lige så godt have været i dag.

Læs også Tilladelse givet i sidste time: Søndervig Feriepark en realitet

Nu er der nemlig blevet landet en politisk aftale, som gør, at planerne for Nordeuropas største vandland, med dertilhørende 486 sommerhuse, kan komme videre.

- Jeg har det rigtig godt. Det er årets julegave. Vi har ventet i lang tid på det her projekt. Det har selvfølgelig været en lang proces, men når det så lykkes, så får du sådan en indre glæde. Det var værd at kæmpe for, siger Keld Hansen.

- Jeg måtte lige tage en dyb indånding – for var det nu rigtigt? Det var det så.

Fnidder på Christiansborg har bremset projektet

Ferieparken har været undervejs i mere end et årti, men flere bump på vejen har trukket processen i langdrag.

I 2015 gav den daværende regering grønt lys til ti kystnære forsøgsprojekter, én af dem var Søndervig Feriepark.

Efter flere års stilstand valgte Keld Hansen i sidste uge at presse på: Hvis ikke der lå en politisk aftale, der kunne sikre projektets videre færd inden jul, ville han trække sig.

Læs også Kæmpe feriepark i fare: Vi har en deadline inden jul

I dag er situationen til Keld Hansens store lettelse en anden. Politikerne er som bekendt blevet enige om en endelig aftale, der baner vejen for det nye badeland.

- Der gik fnidder i det på Christiansborg. Der var nogen, der var optaget af, at statsministerens ønske ikke skulle indfries, og derfor har det simpelthen bare trukket ud. Jeg ville ønske, vi havde været færdige før, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

- Glæden går ikke bare lige over

For Keld Hansen i Søndervig er den lange og seje kamp dog næsten allerede glemt. I dag overskygges forløbet af forløsning.

- Glæden går jo ikke bare lige over. Når du har brugt så mange år på noget, du synes er en god idé, så får du et boost, når tilladelsen bliver givet.

- Der er gået længere tid, end jeg synes, der har været nødvendig. Vi fik tilladelsen i 2015, og der troede vi virkelig, den var der. Man glemmer det heldigvis, når det endelig lykkes, siger Keld Hansen.

Hvis alt går efter planen, forventer Keld Hansen at hele ferieparken står færdig i efteråret 2021.

05:11 Luk video

Læs også Nu får Søndervig kæmpe feriepark: - Der gik fnidder i det på Christiansborg