Lynnedslag i jernalderlandsby: - Det brændte så voldsomt, vi ikke kunne gå derind

Et lynnedslag er formentlig årsag til en brand i et stråtægtshus i Jernalderlandsbyen Hvolris ved Viborg.

Huset stod i flammer, da brandvæsenet kom frem. Foto: Knud Erik Thorsager, indsatsleder, Midtjysk Brand & Redning

Brandvæsenet har flere timers brandslukning tilbage Foto: Knud Erik Thorsager, indsatsleder, Midtjysk Brand & Redning

1 af 2

Ingen er kommet til skade ved branden i Hvolris Jernalderlandsbyen tæt ved Viborg, hvor politiet torsdag aften stadig kæmper mod flammerne.

Læs også Brand opstod i kornsilo

Brandvæsenet fik meldingen om branden 19:25, og kunne efter en halv time med deres øjne se, at et ældre stråtæktshus stod i flammer.

- Det var fuldstændig overtændt og brændte over det hele indvendigt i bygningen. Det bliver slet ikke muligt at redde noget, desværre, fortæller indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning Knud Erik Thorsager.

Huset er cirka 100 kvm stort og bruges til overnattende i jernalderlandsbyen. Heldigvis var der ingen i huset, da branden begyndte.

Højst sandsynligt et lynnedslag

Politiet har snakket med vidner på stedet, der fortæller at de så et lynnedslag i huset kort før branden.

- Vi formoder, at lynnedslaget er brandårsagen. Men vi kan ikke vide det med 100 procent sikkerhed, forklarer Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Også i Viborg centrum har et lynnedslag været årsag til en mindre brand i et hus.

Brandvæsenet regner med at der går flere timer, før branden er er slukket. De er nemlig nødt til at tage stråtæktstaget ned, før de kan slukke branden.

- Taget glider lige så stille ned, og så slukker vi det stille og roligt, siger indsatslederen fra Midtjysk Brand og Redning.

Læs også Køkkenbrand har sat sine tydelige spor: - Jeg har haft ondt i maven den sidste uges tid