Forælder efter første dag med Aula: - Det bliver rigtig godt

Et helt nyt intrasystem erstatter fra i dag Skoleintra. Op mod to millioner danskere forventes at skulle bruge systemet hver dag.

Lucas Toft Enevoldsen og hans far Søren Enevoldsen var nogle af de mange midt- og vestjyder, der i dag kunne logge på Aula for første gang.
Lucas Toft Enevoldsen og hans far Søren Enevoldsen var nogle af de mange midt- og vestjyder, der i dag kunne logge på Aula for første gang.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

To af dem, der har brugt dagen på at udforske den nye kommunkationsplatform, Aula, er Lucas Toft Enevoldsen og hans far Søren Enevoldsen. 

- Det bliver rigtig godt, det er der ingen tvivl om, lyder dommen den første dag fra Søren Enevoldsen.

Ifølge ham er der flere fordele ved det nye system, der erstatter Skoleintra over hele landets skoler.

- Der er flere ting, som det nye system kan, som det gamle ikke kunne. Vi har en dreng her på skolen i Tvis og en på en anden skole i kommunen. Nu kan vi nøjes med at logge ind én gang og se begge drengenes planer og skemaer, siger han.

Det gamle system har næsten 20 år på bagen. Med Aula får forældre, elever og skole et system, der er helt på bølgelængde med tidens digitale trends.

- Alle har jo en mobil i lommen i dag, så det med at der er en app – og at det både ligner hinanden i browseren og i appen, er virkelig dejligt, siger Søren Enevoldsen

3:07
Se indslag: Efter godt 20 år med Skoleintra, overtager Aula fra i dag rollen som kommunikationsværktøj mellem skoler og familier landet over.

Skaber mere overskuelighed

Lucas Toft Enevoldsen går i 6, klasse på Tvis Skole. Han har ikke brugt det gamle system særligt meget, men det mener han, kan blive aktuelt nu.

- Det kan sagtens være, med det nye system. Det er meget nemmere at finde sine lektier og generelt at finde ud af, siger han.

Også hans far mener, at det nye system er langt mere overskueligt. Og det har stor betydning.

- Især når man har en dreng, for når de kommer hjem, og man spørger, hvad de har lavet, så svarer de: ingenting. Helt klassisk. Nu har vi som forældre mulighed for at gå ind og se, hvad de har haft af timer, og på den måde kan man spørge ind til, hvad der er sket i løbet af dagen, siger Søren Enevoldsen.

Ifølge planerne skal Aula fra næste år også omfatte alle landets dagtilbud.