Stikpiller, sommerfugle i maven og gensynsglæde: Det blev sagt på traditionsrig åbningsdag

TV MIDTVEST har fulgt Folketingets åbning på Christiansborg, hvor 21 midt- og vestjyske folketingsmedlemmer tirsdag tog hul på et nyt politisk år.

Den første tirsdag i oktober åbner Folketinget. TV MIDTVEST var med i hælene på de midt- og vestjyske folketingsmedlemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Hvad er bedst og værst ved den nye regering? Og hvad skal der udrettes i det nye folketingsår? 

Det har TV MIDTVEST spurgt samtlige midt- og vestjyske folketingspolitikere om på åbningsdagen for et nyt år på Christiansborg. 

Mød dit lokale folketingsmedlem herunder:

Anette Lind (S), Holstebro-kredsen

Anette Lind er genvalgt med 12.184 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- KOMMER TIL AT SIDDE FORAN I SALEN

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en festdag. Det er ikke en almindelig arbejdsdag, selvom vi har arbejdet i to måneder her efter sommerferien. Det er en festdag, hvor vi markerer, at nu starter vi sådan rigtigt for alvor.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Nu har jeg fået rigtig mange nye poster. Jeg er udenrigspolitisk ordfører og sidder i udenrigspolitisk nævn, så det er det udenrigspolitiske, som kommer til at fylde mest for mig. 


- Men jeg sidder også i gruppeledelsen nu, så jeg kommer til at sidde foran i salen. Jeg er gruppesekretær og tingsekretær og skal også sidde med nogle af de organisatioriske ting.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det allerbedste er jo, at det er en socialdemokratisk regering, og det er vi simpelthen så glade for. Nu skal I bare høre åbningstalen, den bliver god denne gang.

Se mere

 

Mogens Jensen (S), minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling

Mogens Jensen er genvalgt med 6.961 stemmer i Herning Syd-kredsen. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DET VÆRSTE ER, AT JEG ER REGERINGENS ÆLDSTE MEDLEM

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Den betyder meget. Nu har jeg været så heldig at sidde i Folketinget i snart 15 år, så jeg har oplevet mange åbninger.

 

- Det er den mest højtidelige stund for mig gennem et folketingsår. Det er demokratiets festdag. Det har en symbolsk betydning. Nu starter året og arbejdet går i gang. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg er optaget af mange ting. Det kan ikke undgås. Nu er jeg minister og sidder med ansvaret for mit område. Men jeg er optaget af, at vi får udarbejdet et forslag, der giver mulighed for at nedslidte danskere kan komme tidligere på pension. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det værste er jo på en eller anden måde, at jeg er regeringens ældste medlem. Det er skræmmende, når man kun er 55 år gammel. Og på den anden side er det også det bedste.

 

- Vi har en forrygende flok af unge ministre, der har mindst lige så meget gåpåmod som mig. Det skal nok blive godt. 

Se mere

 

Simon Kollerup (S), erhvervsminister

01:24

Simon Kollerup er genvalgt med 11.577 stemmer i Thisted-kredsen.  Video: TV MIDTVEST

Luk video

- JEG HAR EN STOR OPGAVE

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en traditionsrig dag. Nu har jeg været herinde otte-ni gange, og jeg har stadig sommerfugle i maven. Det er højtideligt, når mejestæten kommer gående op ad trappen, og når vi hører statsministeren holde talen om rigets tilstand.

 

- Og så åbner den politiske sæson, ligesom når væddeløbshestene står ude på banen og klik - så er vi i gang. Det kan kun give sommerfugle i maven. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Der er mange ting, der er vigtige. Jeg er erhvervsminister, og det betyder, at vores erhvervsliv skal have nogle gode vilkår at drive virksomhed under.

 

- Så er jeg samtidig forbrugerminister, og det betyder, at jeg har en stor opgave i at beskytte den danske forbruger for eksempel mod sådan noget som kviklån, som efterhånden rider os alle sammen som mare og er blevet en folkesygdom i Danmark.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Der er ikke noget, der er det værste at sige. Der er kun det bedste at sige. Ej, vi er helt hold, der kan lide hinanden, og det kan jeg mærke ude i ministerierne er lidt noget nyt, for man har været vant til, at der har været flere partier i regering og på den måde har der været nogen, der har vogtet lidt på hinanden. 


- Vi er allesammen socialdemokrater. Derfor kan vi godt lide hinanden, og vi giver plads til hinanden. Det er i hvert fald noget af det bedste, og noget, jeg kan mærke, at dem, der har været ministre før, lægger særligt positivt mærke til.

Se mere

 

Thomas Jensen (S), Silkeborg Syd-kredsen

Thomas Jensen er genvalgt med 7.192 stemmer Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- VI HAR GODE MULIGHEDER

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en festdag. Huset er sat op til, at det er demokratiets festdag. Der er blomster, dronningen kommer, alle er i pænt tøj, og vi er allesammen spændt på at høre statsministerens åbningstale.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- At få en bred transportaftale - eller infrastrukturaftale, hvor vi planlagt, hvad vi skal investere i de næste mange år. Veje, broer, skinner rundt omkring i det danske kongerige. Det skal jeg stå for som ny transportordfører.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er jo, at det er en regering, der lægger op til et bredt samarbejde i Folketinget. Det er sådan, at på nogle områder har vi ikke flertal med vores parlamentariske grundlag, men på andre områder har vi rent faktisk gode muligheder for at lave noget bredt i folketingssalen. Og jeg synes, at det er en styrke for det danske folkestyre, hvis vi kan lave brede aftaler.

Se mere

 

Flemming Møller Mortensen (S), Himmerland-kredsen

Flemming Møller Mortensen er genvalgt med 7.152 stemmer Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DET VÆRSTE ER, AT VI OGSÅ ER SKRØBELIGE

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Nu har jeg været med i Folketinget i 12 år, så jeg har både været i opposition, i regering og i opposition og nu i regering igen. Jeg har personligt fået en meget større forståelse for, at ting tager tid. Men jeg har også fået stor forståelse for, at man hurtigt kan sætte ting over styr. Derfor håber jeg, at vi får sat et stærkt socialdemokratisk fingeraftryk i den periode, vi kan går ind i nu her.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Det er, at vi får leveret noget politik, som står i forhold til det, vi har sagt, vi gerne vil. Og jeg synes, at det ser rigtig fornuftigt ud. Så nu håber jeg på, at der falder en god finanslov på plads, så vi har lavet en god aftale til både kommunerne, regioner og for hele landet, så det håber jeg virkelig på. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er, at vi har lavet et forståelsespapir sammen med de andre røde partier, og at vi har et rødt flertal her på Christiansborg. Vi har et markant rødt flertal, og det håber jeg virkelig på, at bliver brugt. 

 

- Det værste er, at vi også er skrøbelige, fordi vi er et parti i regering. Derfor er vi utrolig afhængige af de 90 mandater, der skal bakke op om vores politik.

Se mere

 

Anne Paulin (S), Skive-kredsen

Anne Paulin er nyvalgt med 6.814 stemmer. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- NU KOMMER VI TIL AT MÆRKE PRESSET

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Den her dag betyder enormt meget. Det er nu, vi for alvor går i gang og kommer til at mærke presset af at være folkevalgte. Nu er det alvor. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg vil bidrage positivt til, at vi kommer i mål med de grønne ambitioner. Jeg vil sætte et aftryk og trække i retningen af et mere decentralt Danmark, end vi har nu. Vi skal have en bedre geografisk balance og være tættere på borgerne. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er, at vi har fået en regering, som viser politisk retning og visioner. Regeringen tør vise politisk handlekraft, og det betyder meget i en globaliseret verden. Vi har brug for en regering, der tør handle, og det tør den. 

Se mere

 

Inger Støjberg (V), Skive-kredsen

01:22

Inger Støjberg er genvalgt med 28.420 stemmer. Video: TV MIDTVEST

Luk video

- VI HAR IKKE HØRT FRA DEM ENDNU

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en stor dag. Det er det hvert eneste år. Nu har jeg været med i 17 år, og hver eneste gang er det lige stort og højtideligt, synes jeg.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Det vigtigste er selvfølgelig nu først og fremmest og høre statsministerens tale. Høre, hvad regeringen lægger frem, og hvor pengene skal komme fra. Man har sådan lidt indtrykket af, at hver gang den nye regeringen ser en krone, så bruger de den. 

 

- Hvis man kigger lidt lokalt på det, så er det spørgsmålet om Kærshovedgård, og hvor alle de mennesker, der er på Kærshovedgård nu, skal opholde sig. Vi havde jo besluttet os for at oprette Lindholm, så man fik de værste væk, men hvis man bor i Ikast, Brande eller nærområdet der, så kan man jo se frem til, at de her mennesker skal blive ved med at være der, og det synes jeg, der er noget rigtig skidt.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Vi har ikke rigtig hørt noget fra dem endnu, så det er ærligt talt lidt svært at bedømme den endnu.

Se mere

 

Kristian Jensen (V), Herning Nord-kredsen

Kristian Jensen blev genvalgt med 10.759 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- FØRSTE GANG MIN KALENDER IKKE ER FYLDT OP

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en god dag. Det er altid en god dag, når Folketinget åbner igen. Man hilser på gamle kolleger og også på nye kolleger. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg tror, at det bliver det første år i 15 år, hvor min kalender ikke er helt fyldt op fra starten af. Det vil jeg tillade mig at nyde lidt mere. Tillade mig at være lidt mere i det lokalområde, hvor jeg er valgt og prøve at repræsentere Midt- og Vestjylland lidt stærkere end jeg har gjort de forgangne 15 år. 

 

- Vi skal holde fast i den gode udvikling, som Midt- og Vestjylland har haft de seneste fire år med flere arbejdspladser, bedre infrastruktur, bedre mulighed for at kunne bestemme selv med en friere planlov. Det er nogle af ting, vi skal holde fast i og bygge videre på - gerne med nogle flere uddannelser i vores del af landet.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er, at den ikke har kunne fremlægge lovforslag endnu. Den har ikke kunne gennemføre noget af, den lovede i valgkampen. Ej, spøg til side. Vi skal jo se nu, hvad det er en politik, de vil føre. De har lovet rigtig mange ting i valgkampen, nu skal vi til at prioritere, hvad det reelt er. Er det Arnes tur, er det klimaets tur, eller er det noget helt andet, de prioriterer, når de lægger deres finanslov frem? Det bliver spændede at se. Jeg glæder mig til det. 

Se mere

 

Carsten Kissmeyer (V), Ikast-kredsen

Carsten Kissmeyer er nyvalgt i Folketinget med 7.245 stemmer, men han afløste Esben Lunde Larsen, der trådte ud af Folketinget den 1. oktober 2018.  Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- VI ER KLAR TIL AT TAGE FAT

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en stor og højtidelig dag, hvor man tager hul på et nyt år. Det er en rigtig dejlig dag.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Det er hele klimadebatten. Jeg er blevet forsyningsordfører, og det er jo der, hvor vi bruger rigtig meget energi. Det kommer til at fylde meget for mig, hvordan man nu får det hele til at hænge sammen, og det er rigtig mange interessenter.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Virkeligheden er, at vi i Venstre har givet dem lidt fred her til at starte med. Nu er vi klar til at tage fat, og vi er også klar til at finde nogle løsninger sammen med dem, hvis de vil være med sammen med os. Det håber vi selvfølgelig på, for vi synes ikke, at den yderste røde fløj skal have alle deres ønsker opfyldt.

Se mere

 

Kristian Pihl Lorentzen (V), Viborg Øst-kredsen

Kristian Pihl blev genvalgt med 6.963 stemmer. Foto: TV MIDTVEST

- DET ER VI MANGE, DER ER BEKYMRET FOR

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en uhyre vigtig dag. Det er en sand festdag. Vi kan mærke det her i Folketingssalen. Folk er feststemte. Vi venter på, at hendes majestæt Dronningen kommer om lidt, og statsministeren skal holde åbningstale, det er virkelig en højetidelig dag for folkestyret, som er vigtig for os alle sammen. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg har to meget vigtige opgaver i den kommende tid. Den ene er en trafikal investeringsplan, som kan erstatte den blå plan fra marts, der nu er revet i stykker efter folketingsvalget. 

 

- Den anden er omstillingen til grøn transport, som også bliver et hovedtema, som jeg kommer til at arbejde med. Og så det at repræsentere min del af landet i Folketinget, det er jo vigtigt hele tiden.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det værste at sige om den er, at den har baseret sig meget på den yderste venstrefløj. Det er vi mange, der er bekymret for. Jeg tror, at der er brug for brede aftaler henover midten i dansk politik. Det virker som om, at regeringen har giftet sig meget med Enhedslisten og Alternativet og den slags partier, men det må vi se til åbningsdebatten på torsdag. Det bliver spændende.

Se mere

 

Thomas Danielsen (V), Struer-kredsen

Thomas Danielsen er genvalgt med 8.826 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DER ER TING, DER IKKE HÆNGER SAMMEN

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Den er helt særlig, og det bliver aldrig hverdag. Folketingets åbning er en festdag for demokratiet, og alle folketingsmedlemmer bakker op om det. Hele huset summer af en helt særlig stemning, så det er en meget smuk dag med åbningsgudstjeneste og de her særlige ceremonier. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg får en ny rolle nu og skal holde regeringen op på nogle af de ting, de har lovet i valgkampen, som de allerede er løbet for med motorvej og det hele, som interesserer os i det vestjyske. Det er lidt med de lokale briller. Og så har jeg selvfølgelig mine ordførerskaber især indenfor klima og energi, som bliver meget aktuelt nu her i den nærmeste fremtid.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er, at de har nogle høje klimaambitioner. Så skal vi bare holde dem til fadet, så de også bliver indfriet med konkrete handlinger og ikke bare målsætninger.

 

- Det værste er desværre, når man ser på det vestjyske område, hvor man allerede har skrottet motorvejshullerne efter kort tid i regering. Hvordan man i Nissum var stillet tre millioner om året i udsigt til en kostskoleafdeling, og de har ikke set en krone. Hvordan man har mere end halveret tilskuddet til vindmøller, mens man ser massefyringer på Siemens og Vestas. Det er sådan nogle ting, som ikke hænger sammen, når man kigger på det med vestjyske briller.

Se mere

 

Torsten Schack Pedersen (V), Thisted-kredsen 

Torsten Schack er genvalgt med 8.614 stemmer. Foto: TV MIDTVEST

- HÅBER REGERINGEN FÅR ET KORT LIV

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er jo en helt speciel dag, når folketingsåret sådan formelt går i gang. Det er selvfølgelig endnu mere specielt i år, fordi det er første gang med den nye socialdemoraktiske regering, så det er jo første gang, vi ser statsministeren på talerstolen.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg tror, at der er mange ting, som bliver en hård kamp. Vi har en regering, der meget gerne vil bruge pengene, men har knap så meget fokus på, hvor pengene skal komme fra, andet end at danskerne og danske virksomheder skal til lommerne. 

 

- Og jeg er jo også bekymret for om det fokus, vi de sidste fire år har haft på at sikre et Danmark i bedre balance, er noget den her regering egentlig går op i. For nogle af de få konkrete ting, vi har set, har faktisk trukket i den forkerte retning. Så det er i hvert fald vigtigt for mig.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Ha ha... Jeg håber, at den får et kort liv.

Se mere

 

Marie Bjerre (V), Himmerlands-kredsen

Nyvalgt i Folketinget med 8.619 stemmer Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DE SER SÅ PESSIMISTISK PÅ DET HELE

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en stor dag for mig, fordi det er første gang, jeg er med. Det er dagen, hvor mit rigtige arbejde som folketingsmedlem går i gang. Nu kommer jeg til at skulle lave lovgivningsarbejde og forhandle. Det markerer den her dag, og det er stort for mig. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Jeg skal have sat mit aftryk på noget lovgivning og få dem forhandlet igennem. Jeg ved ikke, hvad lovforslagene kommer til at lyde på, men nu er jeg lige blevet erhvervsskatteordfører og verdensmålsordfører, så det kunne godt blive noget indenfor de områder. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på Mette Frederiksens tale. Den startede rigtig godt og var positiv. Den handlede om tillid, men den sluttede rigtig dystert. Hele det dejlige billede af Danmark blev revet væk. Det synes jeg faktisk er det værste ved denne regering. Det at de ser så pessimistisk på det hele.

 

- Jeg tror på, man skal være positiv og se fremad, hvis man vil skabe forandring. 

Se mere

 

Andreas Steenberg (Rad. V), Skive-kredsen

Andreas Steenberg er genvalgt med 4.444 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DER ER TO STORE MINUSSER

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Jeg plejer at sammenligne den lidt med juleaften. Der er lidt ritualer, og det er hyggeligt. Folk har familier med inde, og der er en god stemning, for nu skal man ligesom i gang. Der er ikke konflikter og dårlig stemning i dag. Nu er det sådan en festdag for demokrati, og det, synes jeg, er hyggeligt.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Det er, at der kommer penge til uddannelse. Og at vi måske også kan få en debat om at få udflyttet nogle uddannelse, og ikke mindst få bevaret de uddannelser vi har i eksempelvis Midt- og Vestjylland.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Udlændingepolitikken er vi jo selvfølgelig ikke glade for. Især min mærkesag om, at danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres ægtefælle. Jeg synes også, at det er frustrerende, at vi ikke rigtigt ved, hvad den økonomiske politik egentlig er. Det er de to store minusser, jeg ser.

Se mere

 

Dennis Flydtkjær (DF), Ringkøbing-kredsen

Dennis Flydtkjær er genvalgt med 4.622 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DER ER STORE DAGSORDENER FORUDE

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er jo en fejring af, at vi har demokrati i Danmark. Det minder os lige om, at det har man ikke alle steder i verden. Der er mange steder, hvor man kommer i fængsel eller bliver slået ihjel, fordi man har forskellige holdninger. Måske er man i opposition til den siddende diktator eller statsleder.

 

- Jeg synes, at det er en meget god dag til lige at minde os selv om, at vi har demokrati i Danmark. Vi kan fejre, at vi har lov til at have forskellige holdninger, at vi kan lave brede forlig eller smalle aftaler, at vi trods alt har plads til at diskutere tingene i Danmark og at vi har ytringsfrihed. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Der er jo nogle store dagsordner forude. Blandt andet den her klimadagsorden, vi skal diskutere. Der bliver en masse skattestigninger, som ligger på mit område, som jeg skal prøve at minimere, tror jeg. Der er rigtig mange forskellige dagsordner, og hvert parti prøver jo at trække i hver sin retning. 


- Mit parti vil selvfølgelig bevare en stram udlændingepolitik og sørge for, at der også kommer fokus på ældre. Det ser ikke ud til, at der er andre partier, der prøver at løfte den dagsorden. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er nok, at det ser ud til, at de faktisk vil samarbejde bredt. Det, synes jeg, der er godt, fordi det giver stabilitet for både danskere, virksomheder og foreningsliv, at man kan se, at der er et bredt flertal bag de forskellige aftaler. Det virker det faktisk til, at de vil prøve at lægge sig i selen for.

 

- Nu er der ikke indgået de store aftaler endnu, men man kan mærke på de samarbejder, de prøver at få op at stå, blandt andet med mig på de områder, jeg er ordfører på, at det virker meget oprigtigt som om, at de gerne vil lave brede aftaler.

Se mere

 

Lise Bech (DF), Thisted-kredsen

Lise Bech er genvalgt med 2.306 stemmer Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- DET ER VI SELVFØLGELIG IKKE GLADE FOR

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Der er mange ting. For mig som landbrug- og fødevarerordfører er det jo vigtigt, at vi fastholder nogle af de ting, vi lavede i sidste samling. Men jeg må sige, at jeg har fået et positivt indtryk af den nye minister, så jeg er meget positiv.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det er, at den er en et-parti-regering, og de kan jo egentlig gøre, hvad de vil med de røde. Det er vi jo selvfølgelig ikke så glade for. Og vi er jo slet ikke glade for, at vi lemper udlændingepolitikken. De tiltag, vi har lavet, har jo sparet os for nogle penge, så det kan jo virkelig blive katastrofalt dyrt for os.

Se mere

 

Søren Pape Poulsen (K), Viborg-kredsen

00:52

Søren Pape Poulsen er genvalgt med 2.306 stemmer. Video: TV MIDTVEST

Luk video

- DET BRYDER JEG MIG SIMPELTHEN IKKE OM

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Det er en fantastisk dag. Meget højtideligt i kirken, og nu kommer majestæten om lidt, og så skal vi høre statsministerens åbningstale. Det er en helt særlig dag, og vi er jo spændte alt sammen og ved at geare op til på torsdag, hvor vi har den store åbningsdebat.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Vi behøver en diskussion omkring den afbeskatning, der er sat frem for virksomheder og få bekæmpet det. Få kigget på at danskerne skal betale noget mindre i skat. Holde fast i en ordenligt rets- og udlændingepolitik, og så skal vi selvfølgelig have lavet en god klimalov. Det er noget af det, vi kommer til at forfølge. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det bedste er jo, hvis de vil samarbejde bredt i Folketinget. Og det værste er det, der er på vej, som vi fornemmer i finansloven, med højere skatter. Det bryder jeg mig simpelthen bare ikke om. 

Se mere

 

Orla Østerby (K), Struer-kredsen

Orla Østerby har været folketingsmedlem siden 2016, hvor han trådte til som stedfortræder for Søren Pape Poulsen. Han blev denne gang valgt ind med 1.098 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- REGERINGEN HAR IKKE LEVERET NOGET ENDNU

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- I gåseøjne er det jo politikernes juleaften. Nu har vi været i kirke og har fået startet dagen godt, og så skal vi ind til en højtidelig seance, hvor statsministeren kommer med en redegørelse, og det er jo derfra, at det politiske spil så starter. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Vi sidder med nogle kæmpe opgaver på energi- og forsyningsområdet, som jeg er ordfører for. Og på hele klima-delen. Og så står vi jo overfor en kæmpe opgave med landbruget - at få lavet den omstilling, der gør, at landbruget også kan være med til at levere, uden at tabe arbejdspladser og uden erhvervene skal tabe arbejdspladser. Det er jo det allervigtigste.

 

- Og så at vi i stedet for kan vinde arbejdspladser og få en teknologi udvikling, der gør, at Danmark kan eksportere på det her område.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Jeg synes ikke, jeg vil sige noget om regeringen endnu, for de har jo ikke leveret noget endnu. Og vi skal jo først se, hvad det er, de vil og kan levere, og det synes jeg, at de skal have chancen for. 

 

- De har jo haft det alt for let, fordi der er nogen, der har slåsset indbyrdes. Og når de forhåbentlig er ovre det nu, så kan oppositionen begynde at arbejde, og så skal vi selvfølgelig give regeringen modspil, for det er jo en del af demokratiet her på Borgen. 

Se mere

 

Alex Vanopslagh (LA), Partileder, Vestjyllands Storkreds

00:41

Alex Vanopslagh er nyvalgt i Folketinget med 3.337 stemmer. Han blev valgt som Liberal Alliances partiformand, efter Anders Samuelsen trak sig som konsekvens af, at partiet gik fra 13 til fire mandater ved det netop overståede valg.  Video: TV MIDTVEST

Luk video

- BEGRÆNSET HVOR MANGE ULYKKER DE HAR LAVET

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Det er at undgå alt for store røde ulykke. Vi kan jo se, at regeringen allerede er i gang med at aflyse alle de gode ting, vi lavede i sidste valgperiode, og der er jo nok at tage fat på, når man ser det på det, det røde rædselskabinet har gang i.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Det værste er jo, at man øger skatten for familieejede virksomheder. Det er 850.000 danskere, der arbejder i en familieejet virksomhed, som nu kan riskere, at deres arbejdsplads har færre penge at investere i deres medarbejdere.

 

- Det bedste er, at regeringen ikke har været i arbejdstøjet så længe, så det er begrænset, hvor mange ulykker den har lavet. 

Se mere

 

Signe Munk (SF), Vestjyllands Storkreds

Signe Munk er nyvalgt i Folketinget med 6.285 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- SELVFØLGELIG ER DER HÅR I SUPPEN

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Jeg er spændt og glad. Det summer jo helt vildt. Jeg har været omkring Christiansborg på åbningsdagene før, men det er lidt noget andet, når man selv er folketingsmedlem, så det er bare en hyggelig og sjov dag. 

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Arbejdet er jo begyndt. Jeg er allerede i gang med at forhandle klimalov og forskningsreserver. Men nu handler det jo om, at lovforslagene kommer i Folketingssalen, så der skal vi jo have taget stilling til en masse lovforslag og beslutningsforslag, så nu kommer der jo et ekstra og vigtigt element i folketingsarbejdet, nemlig at få gjort ordene til lov. 

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Der er utrolig meget godt. Det er fantastisk, at vi har en S-regering, der er så ambitiøs på klimaområdet. Det er jo noget, de er blevet hjulpet til - målet om at reducere drivhusgas med 70 procent. Det var noget, den grønne klimabevægelse og støttepartierne har stået på, så det er jeg meget glad for. 

 

- Og så er jeg rigtig glad for, at man har fået øjnene op for alle de mennesker, der tager en uddannelse til velfærdssamfundet - sygeplejerskestuderende, lærerstuderende og pædagogstuderende. Dem glæder jeg mig til at kæmpe for med afsæt i det politiske forståelsespapir. 

 

- Selvfølgelig er der hår i suppen, og der er altid kompromiser. Jeg synes, at man skulle have gået hårdere til uligheden. Jeg synes, at man skulle have gjort mere på udlændinge-området i forhold til at få mere sund fornuft. Men det er jo en række partier, der skal blive enige, og alt SF's politik kunne ikke blive til virkelighed denne gang, men meget af det er nu blevet.

Se mere

 

Jakob Sølvhøj (Enhedslisten), Vestjyllands Storkreds

Jakob Sølvhøj er genvalgt med 913 stemmer. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

- Klimaspørgsmålet er det allervigtigste

Hvad betyder Folketingets åbningsdag for dig?

 

- Jeg synes, det er en festlig dag. Det er femte gang, jeg er med til Folketingets åbning, og det er ikke blevet mindre stort. Jeg er meget optimistisk med, hvilke muligheder der er. Jeg har jo kun oplevet Løkke, der bar væk fra det, vi gerne vil. Nu kan vi få forbedringer på velfærd, klima og mindre ulighed.

 

Hvad er vigtigst for dig at få udrettet i dette folketingsår?

 

- Klimaspørgsmålet er det allervigtigste. Vi skal have en klimalov og en klimahandlingsplan. Det kan ikke udsættes, vi er under et voldsomt tidspres. Og så skal jeg selv være med til at forhandle finanslov, hvor vi skal et godt stykke vej med minimumsnormeringer, handicapområdet og folkeskolen, der er voldsomt presset.

 

Hvad er bedst - eller værst - ved den nye regering?

 

- Jeg synes, den har fået en god start. Jeg tror, vi kan komme langt på klima, velfærd og mindre ulighed. Det værste er, at de vil fortsætte den udlændingepolitiske linje. Den skal vi se, om vi kan få dirket op i en mere humanistisk retning.

Se mere