Det begyndte som et forsøg – nu har ’maddamerne’ lavet sund frokost i 20 år

Rita Jensen og Anne Petra Andersen har været med, siden forsøgsordningen begyndte for 20 år siden.

Det er et rutineret hold af 'maddamer', der laver sund frokost hver fredag på Isenvad Skole.
Det er et rutineret hold af 'maddamer', der laver sund frokost hver fredag på Isenvad Skole.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det startede som et forsøg, men siden er det blevet til en stor og velsmagende succes.

På Isenvad Skole syd for Ikast laver en gruppe kvinder, der kalder sig selv for maddamerne, hjemmelavet frokost til skolens elever hver fredag. I år kan de fejre 20 års jubilæum med foretagendet. 

- Det var fordi, vi synes, at det var hyggeligt og spændende, og børnene elskede det. Det gjorde forældrene også. De synes, det var dejligt at være fri for at smøre madpakke om fredagen, siger Rita Jensen, der er pensionist, men en del af maddamerne i Isenvad.

Det er dog ikke kun forældrene, der synes godt om maddamernes fredagsløsningen.

For kvinderne selv er det også en stor glæde. De kommer alle fra området, og det giver mulighed for at komme tæt på børnebørnene.

- Når de opdager, at jeg er her, skal de lige op og sige godmorgen. Det, synes de, er herligt – nogle gange kommer der et par stykker. Det kan de godt lide, lyder det fra Anne Petra Andersen, da TV MIDTVEST er med en morgen på Isenvad Skole.

'Maddamerne' laver den sunde mad i skolens køkken.
'Maddamerne' laver den sunde mad i skolens køkken.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Udnævnt som æresborgere

Maddamerne laver mange forskellige slags mad. Alt lige fra boller i karry til pølsehorn og pizza. Fælles er, at det er sundt og hjemmelavet.

Den gode gerning leveres af omkring 20 frivillige kvinder, hvis indsats er blevet bemærket.Tidligere på året blev de alle udnævnt som æresborgere i det lille samfund.

- Det var helt fantastisk. Det havde vi slet ikke regnet med. Der er jo også nogen, der skulle indstille os, for at vi får prisen. Det er der også nogen, der har gjort, siger Rita Jensen.

Sådan så det ud, da 'Maddamerne' blev udnævnt til æresborgere.
Sådan så det ud, da 'Maddamerne' blev udnævnt til æresborgere.
Foto: Jimmy Nielsen / privatfoto

Alderen trykker

Men selvom både maddamerne, elever og forældre nyder det gode samarbejde, så har de en udfordring.

For gruppen, der hovedsageligt består af pensionister, er ved at blive ramt af alderen.

- Vi er nogle halvgamle damer - nogle af os i hvert fald, siger Rita Jensen, mens Anne Petra Andersen tilføjer:

- De ældste er over 80 og yngste omkring 60, så det er derfor, vi er fem her hver dag. Vi skal have det sådan, at vi kan holde til det.

Skolebørnene er også tilfredse med den mad, 'Maddamerne' leverer.
Skolebørnene er også tilfredse med den mad, 'Maddamerne' leverer.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En af dem, der efterhånden ikke kan holde til det mere, er Ruth Flinker.

Hun er 79 år og har problemer med benene. Derfor stopper hun til jul.

- Det bliver lidt træls, det tror jeg. Jeg vil komme til at savne det, siger hun.

Derfor vil maddamerne nu bruge vinteren på at finde nye og yngre damer til deres gruppe.

4:04
En gruppe pensionister har i 20 år lavet sund mad til eleverne på Isenvad Skole syd for ikast hver fredag. Både de, eleverne og forældrene elsker det.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST