Desertør slipper for fængsel

Soldat fra Jydske Dragonregiment slipper med betinget fængsel, selv om byretten mente, at han skulle bag tremmer.

Jydske_Dragonregiment.jpg

En 32-årig overkonstabel fra Jydske Dragonregiment i Holstebro slipper for at komme i fængsel, selv om han i 2011 spiste en stor portion smertestillende piller med det formål at blive sendt hjem fra krigen i Afghanistan.

Soldaten blev i byretten i Holstebro idømt 60 dages ubetinget fængsel, men torsdag besluttede Vestre Landsret at gøre straffen betinget, skriver Ritzau.

Det var blandt andet en erklæring fra en psykolog og andre personlige oplysninger, der fik landsretten til at gøre straffen betinget.

Den 32-årige soldat har været udsendt til blandt andet Kosovo, Irak og Afghanistan. Men i 2011 fik han tilsyneladende nok.

I første omgang fik han afvist sit ønske om at blive sendt hjem, men da han senere fik ordineret nogle stærke smertestillende piller mod rygsmerter, spiste han pillerne og henvendte sig efter nogle minutter til sanitetsfolkene i lejren.