Desertør fik to måneders fængsel

Spiste overdosis smertestillende piller for at komme hjem fra Afghanistan.

Jyske Dragonregiment.jpg

En soldat fra Jydske Dragonregiment i Holstebro blev tirsdag dømt for at snyde sig fri for international tjeneste i Afghanistan.

Den 31-årige overkonstabel blev idømt 60 dages ubetinget fængsel, fordi han i maj 2011 spiste en overdosis smertestillende piller alene med det formål at blive sendt hjem.

Efter at have spist pillerne henvendte han sig til lejrens sanitetsfolk, som behandlede ham, hvorefter han i helikopter blev sendt til et felthospital. Her talte han med en psykiater, der anbefalede, at han skulle sendes hjem.

Men efter hjemkomsten blev sagen taget op af forsvarets auditører, som valgte at rejse tiltale for "uberettiget udeblivelse under væbnet konflikt".

Bad uden held om at blive hjemsendt

Den 31-årige er en erfaren soldat og har været på væbnede missioner i Kosovo, Irak, Kirgisitan og Afghanistan.

Soldaten erkendte de faktiske forhold, men valgte med det samme at anke dommen til landsretten. Han forsvarer, John Petersen, mente, at sagen burde være afgjort med en betinget dom.

Den dømte fortalte i retten, at han i nogle uger havde følt sig dårligt tilpas blandt de meget unge kolleger og også havde problemer med ryggen. Derfor bad han en feltpræst og nogle af de overordnede officierer om at blive hjemsendt - uden held.

Det er nu op til Forsvarets Personaltjeneste at afgøre, om den 31-årige fortsat kan være ansat i forsvaret.

 

 

2:05
En soldat fra Jydske Dragonregiment tog en overdosis hovedpinepiller for at blive sendt hjem fra Helmand-provinsen. I dag blev han dømt i retten i Holstebro.