Konsulent: - Derfor slår kartoffelhøsten fejl

Årsagen til dette års katastrofale kartoffelhøst skal blandt andet findes i de seneste års udvidelse af kartoffelproduktionen.

Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Regn, regn og atter regn. Alt er vådt og mudret, og derfor ligger de uhøstede kartofler solidt nede i den våde jord, og er godt og grundigt på vej til at rådne.

Årsagen, til at så mange kartofler ser ud til at gå tabt, er, at kartoffelavlerne de sidste mange år har udvidet produktionen så meget, at man har været nødt til også at dyrke på nogle jordtyper, som ellers ikke er hensigtsmæssige til kartoffelavl.

Læs også Marker fyldt af mudder: Kartoflerne kan ikke komme op

- Vi har fået kartofler ud på nogle jorde, hvor der ikke traditionelt har været kartoffelavl. Kartoffelavlen har typisk været på de grovsandede jorde, hvor jorden lettere kan blive sund igen efter en masse regn, siger Jens Marius Thomsen, der er planteavlsrådgiver hos SAGRO Herning

Mudrede chips

Det er ikke kun kartoffelbønderne, der lider i det våde vejr. Også dem, der køber og sælger kartoflerne, mærker konsekvenserne af regnen.

Det er virkelig deprimerende at se alt den energi en landmand har lagt i at lave en perfekt kartoffelmark med god kvalitet og udbytte, og så se alt gå tabt.

Erik Thorsen, direktør, Thorsens Chipskartofler

- Det kan sagtens komme til at koste os en to-tre millioner kroner, men det er umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Det afhænger fuldstændig af, hvor vi finder erstatningskartofler, siger Erik Thorsen, der er direktør i Thorsens Chipskartofler i Sunds.

Virksomheden lever af at købe og sælge kartofler til chipsindustrien, men i år kan dette altså blive en bekostelig affære.

Læs også 300 tons kartofler i timen: Ny kartoffelmelfabrik fordobler kapaciteten

- Det er virkelig deprimerende at se alt den energi en landmand har lagt i at lave en perfekt kartoffelmark med god kvalitet og udbytte, og så se alt gå tabt. Det er trist, siger Erik Thorsen.

Normalt har en kartoffel-avler en indtjening på omkring 40.000 kr. pr hektar på sin kartoffelmark.

02:00

Kartoffelhøsten drukner i regn, og det kan blive dyrt for kartoffelavlerne. Video: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Luk video