Speederen i bund: Derfor må du snart køre 90 kilometer i timen på Oddesundvej

Fartgrænsen på Oddesundvej bliver snart ændret fra 80 kilometer i timen til 90 kilometer i timen. Det er en del af regeringens plan for øget mobilitet.

Inden længe bliver fartgrænsen på Oddesundvej i Thy hævet fra 80 km/t til 90 km/t.
Inden længe bliver fartgrænsen på Oddesundvej i Thy hævet fra 80 km/t til 90 km/t.
Foto: Lasse Dieckmann

Nye skilte dækket med blåt plastik har fundet vej til Oddesundvej i Thy. Vejen, der er en del af Hovedvej 11, får sig i disse dage nemlig en gevaldig overhaling. 

Som en del af regeringens plan for øget mobilitet bliver fartgrænsen på vejen sat op fra de nuværende 80 kilometer i timen til 90 kilometer i timen. 

- I 2011 lavede man nogle forsøg med at hæve hastighedsbegrænsningen på udvalgte veje, og man mente, der var en del veje, der var gode nok til det. I 2017 fandt man så yderligere 150 kilometer strækning, hvor man mente, at hastigheden kunne hæves, fortæller afdelingsleder ved Vejdirektoratet, Ivar Sande.

Strækningen er en del af i alt 150 kilometer landevej fordelt på 15 strækninger rundt landet, hvor der snart kan trædes lidt hårdere på speederen. 

Det var den tidligere VLAK-regering, der i 2017 afsatte 94 millioner kroner til ændringerne. 

- Hastigheder, der virker logiske, og som er forsvarlige for trafiksikkerheden, er nemmere for bilisterne at overholde end hastighedsgrænser, der virker ulogiske, sagde den tidligere transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en kommentar til forslaget.

De 94 millioner kroner går til at sikre de udvalgte strækninger yderligere med blandt andet rumleriller og autoværn. 

- Såfremt man sikkerhedsforbereder vejene kan man hæve hastigheden, uden at det går ud over uheldsbilledet, fortæller Ivar Sande.

Man får lov at køre 90 kilometer i timen på Oddesundvej i løbet af 2020. 

2:25
Naboerne til en hovedvej frygter, at højere fartgrænse på vejen vil føre til flere uheld.