Derbyvinder fra Skive

Peter Rudbeck vandt Dansk Tarok Trav Derby med hesten Stand And Deliver.

Søndag vandt travtræner Peter Rudbeck Dansk Tarok Trav Derby for første gang i sit liv. Amatørtræneren fra Skive vandt med hesten Stand And Deliver, som slog favoritten Scirocco Sisa. Peter Rudbeck har selv opdrættet og trænet vinderhesten.

- Jeg var rigtig glad, jeg kneb faktisk en tåre eller to, det plejer jeg normalt ikke, når vi vinder, men det fik virkelig følelserne frem.

Stand And Deliver satte ny løbsrekord, og Peter Rudbeck vandt en præmie på 710.000 kroner. De to vindere kan se frem til at blive fejret på hjemmebanen ved først givne lejlighed.

- Det er helt enormt. Jeg går stadig og kniber mig i armen, jeg ved selvfølgelig godt, at det er rigtigt, men det er en helt fantastisk følelse, siger Peter Rudbeck.

Det er andet år i træk at Skive får en derbyvinder.