Overlæge: Der sker for mange dødsulykker i landbruget

Det var ved at gå helt galt fredag i forbindelse med en arbejdsulykke på en gård nær Holstebro. Det er langt fra et enestående tilfælde, fortæller overlæge.

Ledende overlæge på arbejdsmedicinsk afdeling i Herning, Ole Carstensen, mener, at der er for mange alvorlige ulykker i landbruget, og han er derfor i gang med at forsøge at gøre noget ved problemet. Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Fire personer var fredag ude for en alvorlig arbejdsulykke på en svinebesætning nær Holstebro. De fire personer besvimede på grund af svovlbrintegasser fra gylle i en svinestald og måtte efterfølgende fragtes til hospitalet i Herning.

Der sker for mange ulykker i landbruget, og der sker for mange dødsulykker i landbruget. Derfor er der en indsats i gang i de her år for at forsøge at forhindre de her ulykker.

Ole Carstensen, Ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk afdeling, Regionshospitalet Herning

- Den her type ulykke er meget alvorlig. Vi oplever desværre i nogle tilfælde dødsulykker. Der går ofte år imellem, men det er, som om at folk så glemmer, at det er farligt, og så sker det igen, fortæller Ole Carstensen, der er ledende overlæge på arbejdsmedicinsk afdeling på Regionshospitalet Herning.

Det var på en gårdejendom lidt uden for Holstebro, hvor ejeren fredag besvimede på grund af gasser fra noget gylle i et afløb under et tremmegulv. I gyllen findes der nogle giftige svovlbrintegasser, som bliver frigivet, når gyllen kommer i cirkulation.

Kort efter forsøgte gårdejerens kone og forældre at komme ham til undsætning, men det resulterede i, at alle fire mistede bevidstheden på grund af de kraftige svovlbrintegasser.

- Man skal være opmærksom på, at der kan blive frigivet svovlbrinte, hvor der er gyllesystemer. Derfor er det vigtigt at tænke sig godt om, og man skal i hvert fald aldrig gå ned i lukkede rum, hvor der ligger gylle, fortæller Ole Carstensen.

TV MIDTVEST har været i kontakt med et familiemedlem til de fire personer. Han fortæller, at én af de fire involverede er udskrevet, mens to andre stadig er indlagt på hospitalet i Herning til observation. Gårdejeren er overflyttet til Aarhus, hvor han er lagt i koma, men meldingen er heldigvis ifølge det pågældende familiemedlem positiv. 

Læs også Arbejdsulykke nær Holstebro: Fire personer indlagt efter ulykke med gyllegasser

Ifølge Ole Carstensen er det ikke en enkeltstående episode.

- Der sker for mange ulykker i landbruget, og der sker for mange dødsulykker i landbruget. Derfor er der en indsats i gang i de her år for at forsøge at forhindre de her ulykker. Vi er i gang med et forskningsprojekt, som skal udvikle nogle redskaber, som landmanden selv kan bruge til hele tiden at forbedre sit arbejdsmiljø, fortæller han.

Hvor længe har det været i gang?

- Det har kun været i gang i knap et halvt år, så der er stadig halvandet år igen, før vi har redskaberne.

Hvad der helt præcist har været årsag til, at gasserne er blevet frigivet, er stadig uklart.

02:39

Selvom landbruget har fokus på gyllegas, sker der stadig dødsulykker på grund af svovlbrinte.

Luk video