Nu får Søndervig kæmpe feriepark: - Der gik fnidder i det på Christiansborg

Efter et langt forhandlingsforløb på Christiansborg, er det nu endelig lykkedes at indgå et forlig om planloven mellem regeringen og Socialdemokratiet, så Søndervig Feriepark kan realiseres.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, klapper i hænderne i dag. Søndervig Feriepark har været ti år undervejs, og i dag fik projektet grønt lys.

- Vi har endelig fået udmøntet planlovsaftalen fra juni 2016 om at sikre nogle flere sommerhusgrunde - herunder projektet i Søndervig. Det har taget rigtig, rigtig lang tid - alt for lang tid - men nu er aftalen på plads – 486 ekstra sommerhusgrunde i Søndervig, og det er jeg rigtig glad for, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

Læs også Tilladelse givet i sidste time: Søndervig Feriepark en realitet

Der gik hårdknude i forhandlingerne, og for en uge siden satte investorerne bag projektet en deadline senest inden jul, hvor det så var op til politikerne at nå frem til en løsning. Og det har været svært at nå til enighed. Problemet har været Socialdemokratiet, mener Torsten Schack Pedersen.

- Der gik fnidder i det på Christiansborg. Der var nogen, der var optaget af, at statsministerens ønske ikke skulle indfries, og derfor har det simpelthen bare trukket ud. Jeg ville ønske, vi havde været færdige før, siger Torsten Schack Pedersen.

Læs også Thomas Jensen bryder tavsheden: Vi finder en løsning på Søndervig Feriepark

- Nu kommer der vækst og arbejdspladser til Vestjylland

Det var Socialdemokratiets erhvervspolitiske ordfører, Thomas Jensen, der i dag annoncerede, at aftalen nu er faldet på plads.

Jeg skal også beklage, at det har taget lang tid, men vi skal være glade for, at vi er kommet i mål inden deadline.

Thomas Jensen, erhvervsordfører, Socialdemokratiets

- Jeg siger bare tillykke til dem derude, for nu kan de komme i gang med at skabe vækst og arbejdspladser i Vestjylland, siger Thomas Jensen, der er Socialdemokratiets erhvervsordfører.

Han mener ikke, at skylden for det langtrukne projekt udelukkende kan plantes hos hans parti.

- Planloven handler om rigtig mange ting, og det synes jeg også, Venstre skal udvise respekt for. Vi har alle sammen haft en part i denne her aftale, og jeg skal også beklage, at det har taget lang tid, men vi skal være glade for, at vi er kommet i mål inden deadline, siger Thomas Jensen

I 2015 gav den daværende regering grønt lys til ti kystnære forsøgsprojekter, hvor Søndervig Feriepark var én af dem.