Der er sat flest krydser i Struer

Borgerne i Struer har været flittigst i stemmeboksen, mens Holstebro ligger næsthøjest. De to kommuner stemmer også om kommunesammenlægning.

Borgerne i Struer stod klar til at stemme allerede i formiddags. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Det er velkendt, at det kan være svært at lokke danskerne i stemmeboksen, når der står EU på valgplakaterne. Det samme billede tegner sig ved det her valg, også i Midt- og Vestjylland. 

Men i Holstebro og Struer Kommune stemmer de også om en eventuel kommunesammenlægning og det har lokket flere ind for at sætte kryds. Særligt i Struer har de den suverænt højeste valgdeltagelse, her har hele 47,5 procent stemt til EU-valget klokken 16, mens 46,1 procent har stemt om kommunesammenlægningen.

I Holstebro har 41,3 taget stilling til retsforbeholdet, mens 39 procent har stemt om kommunesammenlægningen.

Der er omkring 23.000 i Herning, der har været forbi et af valgstederne. Det svarer til 36,2 procent, og det ligger cirka på niveau med EU-valgene i 2009 og 2014.

Der er dog langt op til stemmeprocenten ved folketingsvalget i juni - her havde næsten halvdelen af vælgerne stemt klokken 16.

 

Stemmeprocent kl. 16

Struer Kommune 47,5 (46,1 procent har stemt om kommunesammenlægning)
Holstebro:  41,3 (39,0 procent har stemt om kommunesammenlægning)
Viborg Kommune 38,7
Skive 38,61 procent
Ikast-Brande 37,24
Herning 36,2 procent 
Silkeborg 33,21 procent (Obs. optalt 15.30)