Nu bryder Venstres bagland tavsheden: - Der er brug for en voksen til at rydde op

Formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, melder nu klart ud: Venstre skal have ny ledelse.

1:33
Jens Nicolai Vejlgaard opfordrer både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at trække sig fra formandskabet i Venstre.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen blev mandag aften orienteret om, at kommuneformændene i Region Midtjylland vil have en ny formand og næstformand.

Det fortæller formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, der nu melder ud, at det var partitoppens fremtid, der blev drøftet på et lukket Venstre-møde på Pårup Kro mandag aften. 

- Vi synes, der skal ryddes op. Der har været alt for meget turbulens i Venstre, og hvis der skal ryddes op, så er det nu, vi skal have det gjort, siger Jens Nicolai Vejlgaard til TV MIDTVEST. 

Den sene udmelding begrundes med, at man i Venstre-baglandet har villet give Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen tid til eventuelt selv at trække sig fra posterne. 

Som en børnehave

Jens Nicolai Vejlgaard forklarer, at udmeldingen er et signal til de andre hovedbestyrelsesmedlemmer, men også til formandskabet. Det var nemlig en enig forsamling, der var samlet på Pårup Kro i går.

- Der har været meget tumult i Venstre, og derfor er der også nødt til at være nogle voksne i lokalet, som siger: 'Kære børn, nu er vi nødt til at skal have ryddet op i hjørnerne. Det kan godt være, at tingene ikke lige skal stå, som de plejer, men det er vigtigt, at vi får ryddet op. Og vi elsker jer børn alligevel, selv om I skal rydde op,' lyder det fra Jens Nicolai Vejlgaard overfor TV MIDTVEST.

Toppen i Venstre i Region Midtjylland kan ikke se Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen fortsætte som henholdsvis formand og næstformand i partiet.
Toppen i Venstre i Region Midtjylland kan ikke se Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen fortsætte som henholdsvis formand og næstformand i partiet.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mens meningen om det nuværende formandsskab ligger fast, vil Jens Nicolai Vejlgaard ikke komme med et bud på, hvem der så skal erstatte Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. 

- En formand og næstformand skal kunne favne hele partiet og kan på en eller anden måde være far for hele partiet og sørge for at være det samlende led og få hele holdet til at spille sammen. Det må være deres fornemmeste opgave.

Selvom Jens Nicolai Vejlgaard er meget klar i sin udmelding, så har det været en hård beslutning, fortæller han. 

- Man kan kun være en lille smule bedrøvet over, at det har været nødvendig med den beslutning, siger han til TV MIDTVEST.

TV MIDTVEST har tirsdag været i kontakt med Kristian Jensen, der i en SMS forklarer, at han ikke har nogle kommentarer inden weekendens bestyrelsesmøde i Venstre. 

7:28