Der bliver flere tomme gravpladser

De danske kirkegårde gennemgår i disse år en stor forvandling. Der bliver flere og flere tomme gravpladser. Det betyder store udfordringer.

Tom gravplads

Der er god plads på kirkegården i Vestervig. Ud af 770 gravsteder er de 118 tomme. 

- Det er jo alt for højt, men vi kan jo ikke vende udviklingen, siger Ivan Hansen, der er kirkegårdsleder hos Vestervig Kirke.

Billedet er det samme over hele landet. 

Der findes ingen præcise opgørelser, men foreningen af Danske Kirkegårdsledere vurderer, at under halvdelen af Danmarks 60 millioner mulige gravsteder er i brug.

- Det er en meget stor forandring. Det forandrer kirkegårdene totalt i løbet af nogle år, og det er gået meget stærkt i løbet af de sidste 5-10 år, forklarer Ivan Hansen.

Flere bliver brændt

Der er flere forklaringer på udviklingen. Men den vigtigste forklaring er, at langt flere vælger en urne-begravelse.

Ifølge Danske Krematoriers Landsforening blev 61 procent af de afdøde vest for Storebælt kremeret i 2010. I 2014 var det steget til 75 procent. 

Og øst for Storebælt var det 88 procent.

Det betyder jo, at man får ekstremt meget plads på nogle af de her klassiske kirkegårdene, og den skal man finde ud af, hvad man skal bruge til, siger Marie Vejrup Nielsen der er religionsforsker ved Aarhus Universitet.

Et urnegravsted koster under det halve af en almindelig kistebegravelse. Det kan være en del af forklaringen på, at flere vælger at blive kremeret.

- Og jeg tror også, at det har noget at gøre med vores kultur omkring kirkegården, yngre mennesker er ikke vant til at komme på kirkegårdene i samme grad som man var tidligere, forklarer kirkegårdslederen fra Vestervig Kirke, Ivan Hansen.

Parker en mulig løsning

Under alle omstændigheder er de tomme gravsteder en dårlig forretning. Udviklingen tvinger kirkegårdene til at tænke kreativt. I Holstebro er kirkegårdslederen gået i gang med en langtidsplanlægning af de tomme pladser, det kan være skovkirkegårde eller mere parklignende områder.

- Vi sår de tomme pladser til med græs løbende, og vi har ikke lagt os fast på, om der skal ske noget nyt her, siger Michael Smidemann, kirkegårdsleder i Holstebro.

- Det er er en meget stor forandring. det forandrer kirkegårdene totalt i løbet af nogle år, og det er gået meget stærkt i løbet af de sidste 5-10 år, forklarer Ivan Hansen.