Dennis Rostels morder angrer

Tysk pædagog har tilstået et 16 år gammelt drab i Vinderup, og i retten har han sagt, at han angrer.

Nu er retssagen mod den tyske pædagog "Martin N." igang. Han er tiltalt for tre drab, herunder drabet på 8-årige Dennis Rostel, der blev fundet død nær Vinderup i 1995.

I retten tilstod "Martin N." de tre drab - og han er selv forfærdet over sine gerninger.

- Jeg føler dyb skam og anger, skriver han i erklæringen, som hans forsvarere ifølge nyhedsbureauet dpa læste op for retten i den nordtyske by Stade.

Dennis Rostel blev fundet misbrugt og nedgravet i en sandbanke i Vinderup ved Holstebro i august 1995, efter at han få uger tidligere var forsvundet fra en teltlejr i nærheden af Slesvig.

Ud over drabet i Danmark har pædagogen også tilstået drabene på den 13-årige Stefan Jahr i 1992 og på den 9-årige Dennis Klein i 2001.