Fra bankmand til købmand: Den største udfordring nogensinde

47-årige René Bach Andersen sagde farvel til bankverdenen efter 28 år. Han skiftede karriere midt i sit arbejdsliv og er nu selvstændig købmand i Tvis.

René Bach-Andersen har taget sig noget af et karrierespring. Han har skiftet kontorpladsen i banken ud med en plads som købmand i Tvis. Længere nede i artiklen kan du se hele indslaget om ham.
René Bach-Andersen har taget sig noget af et karrierespring. Han har skiftet kontorpladsen i banken ud med en plads som købmand i Tvis. Længere nede i artiklen kan du se hele indslaget om ham.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

I foråret 2018 havde René Bach-Andersen og hans kone utallige snakke. Bankmanden havde nemlig noget, som rumsterede i hans hoved, og han ville gerne vende det med sin kone. 

I lang tid havde han været en del af arbejdet med at få en ny købmandsbutik bygget i Tvis, og efterhånden som projektet voksede og blev bedre og bedre, så gibbede det i René Bach-Andersen. Samtidig var bankmanden også ved at nå til et punkt, hvor glæden ved arbejdet i banken ikke var så stor, som da han startede i branchen 28 år tidligere. 

René Bach-Andersen brugte mange timer med sin kone, på at vende en tanke, som ville få stor indflydelse på, hvordan deres fælles liv ville blive fremover.
René Bach-Andersen brugte mange timer med sin kone, på at vende en tanke, som ville få stor indflydelse på, hvordan deres fælles liv ville blive fremover.
Foto: TV MIDTVEST

- Hvis man nu ikke synes, at ens hverdag er, helt som man gerne vil have den, og man ikke længere er så glad for at gå på arbejde, som man har været, så er min livsfilosofi, at man skal lave om på det, siger René Bach-Andersen.

Derfor brugte han mange timer med sin kone, på at vende en tanke som ville få stor indflydelse på, hvordan deres fælles liv ville blive fremover. Bankmanden ville nemlig sige sit job op for at blive den nye købmand i Tvis.

- Det kom faktisk ikke som nogen overraskelse. Jeg havde godt kunnet mærke hen over foråret, at han var blevet mere engageret i projektet i Tvis. Så det tog os ikke ret lang tid at finde ud af, at hvis han skulle prøve det af, så var det nu og ikke om ti år, fortæller Heidi Bach-Andersen.

Familien blev enige om, at de ville kaste sig ud i eventyret, og René Bach-Andersen sagde sit job som erhvervsrådgiver i Jyske Bank i Holstebro op.

14:13
Her kan du se hele udsendelsen med bankmanden, som valgte at blive købmand.
Foto: TV MIDTVEST

- Der er godt nok meget at lære

De næste fire måneder skulle René Bach-Andersen følge byggeriet af den nye butik, få styr på personale og ikke mindst lære hvordan man blev købmand. 

Ugen efter hans sidste arbejdsdag blev han kastet ud i virkeligheden for første gang. Her startede han i lære i Spar i Thyborøn, og de næste uger var han rundt i fire forskellige butikker. 

- Det er sindssygt, så meget jeg skal nå at lære indenfor de næste tre måneder, hvor jeg er ude i praktik. Og samtidig har der også været et par nætter, hvor jeg er vågnet, fordi jeg kom i tanke om noget, jeg lige skulle have skrevet op, sagde René Bach-Andersen i november 2018. 

Samtidig skulle han tage truckkørekort, indrette den nye butik og vende sig til en tilværelse, hvor arbejdsdagen ikke sluttede, når han kom hjem til familien. 

- Uden at det skal lyde sådan fuldstændig vanvittigt, så bruger jeg mere eller mindre al min vågne tid på butikken. Der er altid et eller andet man lige skal huske. Det kan godt være lidt hårdt, siger René Bach-Andersen.

Og når arbejdet fyldte så meget, så kunne det ikke undgås, at det var en anden far der kom hjem til sin familie. Men de kunne samtidig godt mærke, at valget var det helt rigtige. 

- Bare det at man kan mærke, at han brænder 100 procent for det og er glad og glæder sig til at komme i gang med det. Det synes jeg er det hele værd, siger Heidi Bach-Andersen. 

Den største udfordring

Den 9. marts er René Bach-Andersen klar til at åbne butikken. I ugerne op til åbningen, har personalet knoklet for at blive klar. Men på dagen er alt færdigt, og da dørene åbner, strømmer borgerne fra Tvis til.

Det er også borgerne fra Tvis, der har været med til at gøre eventyret til virkelighed. De har smidt 3,5 millioner kroner i byggeriet, og gennem hele processen har frivillige hjulpet til med en masse ting. 

Nu er bankmandens forvandling til købmand fuldført, og René Bach-Andersen kan se tilbage på en lang proces, som har ændret hans liv.

- Det har været en kæmpe rejse. Det er uden tvivl den største udfordring, jeg nogensinde har haft. Det er det, siger René Bach-Andersen.

Men selv om det til tider har været hårdt, så er det det hele værd, når over 1000 mennesker handler i butikken på åbningsdagen. 

- I dag der har jeg det mega godt. Jeg havde ikke turde drømme om det her. Det er vildt, siger René Bach-Andersen.