Demokratisk Balance afgørende på Mors

Med hele 20,1% af stemmerne bliver det nye parti, Demokratisk Balance, det trediestørste parti i Morsø kommune. Partiet bliver afgørende for borgmesterposten.

Dahlgaard.jpg

Det nye parti i Morsø Kommune, Demokratisk Balance, får fire mandater ud af 21 og bliver dermed det trediestørste parti.

Valgresultaterne er de første i landsdelen og viser også at Venstre har fået 33,8% af stemmerne og dermed går to mandater frem fra seks til otte.

Socialdemokraterne, med borgmester Lauge Larsen i spidsen, har fået 28,95 af stemmerne og går dermed ned på syv mandater fra otte.

Spænding om borgmesterposten

Resultatet giver ingen klare svar på, hvem der bliver borgmester i Morsø efter i aften. Men Demokratisk Balance, som repræsenteres af den tidligere SF'er Michael Dahlgaard, kan være det parti, der afgør spørgsmålet.

Både nuværende borgmester, Lauge Larsen (S) og Hans Ejner Bertelsen (V), kandiderer, og med aftenens tal er begge sider afhængige af Demokratisk Balance.

Vil også selv

Men Demokratisk Balance bejler også selv til borgmesterposten. Michael Dahlgaard havde chancen for at blive borgmester ved sidste kommunalvalg, men sagde nej. Det gør han nok ikke igen.

Ialt 13304 personer stemte på Mors i dag, det svarer til en stemmeprocent på 80%.