Dement mand overfaldt kræftsyg 85-årig

Dement mand overfaldt kræftsyg 85-årig

Efter en grov voldssag på Fuglsangsø Centret ved Herning retter pårørende til en 85-årig plejehjemsbeboer skarp kritik mod Herning Kommune.

En 85-årig plejehjemsbeboer på Fuglsangsø Centret i Herning blev tirsdag i sidste uge udsat for et ualmindeligt groft overfald. Det skriver Herning Folkeblad.

Den kræftsyge og halvsides lammede mand, der sidder i kørestol, blev gennembanket af en 70-årig dement beboer, som tidligt om morgenen over et tidsrum på omkring 40 minutter havde frit spil til at slå og sparke den ældre mand så voldsomt, at blodet flød på plejehjemsgangen.

Mandens tre børn er rystede over episoden - og de kritiserer plejehjemmets ledelse og Herning Kommune for grov forsømmelighed.

- Vores vurdering er, at det er plejecentrets og kommunens ansvar, at vores far har fået utallige slag og spark. Vi finder det ikke forsvarligt at lade en så voldelig dement omgås hjælpeløse plejehjemsbeboere og i særdeleshed ikke uden opsyn, siger datteren Anette Villefrance til Herning Folkeblad.

Den 85-årige beboer har fortalt sine børn, at den demente mand angreb ham bagfra.

Ifølge de pårørende har den demente mand tidligere slået en ældre dame i hendes eget hjem på samme afdeling. De pårørende undrer sig over, hvorfor kommunen ikke i tide har visiteret den demente mand til en skærmet bolig.

Forvaltningschef Søren Christensen fra Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune siger til Herning folkeblad, at sagen er »stærkt beklagelig«. Han mener ikke, at volden kunne være forhindret med den viden, som Herning Kommunes fagpersoner havde før overfaldet. Samtidig afviser han, at volden er et resultat af for lav bemanding på plejecentret.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har henlagt sagen med den begrundelse, at voldsmanden som følge af sin sygdom ikke kan holdes ansvarlig.