Delebiler til landsbyer: Nu kan borgerne leje en bil, når de mangler

Borgerne i fire landsbyer udenfor Viborg kan fra i dag booke en bil, hvis de mangler. Delebilerne er et led i et forsøg på at forbedre infrastrukturen.

Inge Carlskov håber, at borgerne vil benytte tilbuddet, så ordningen kan blive permanent.
Inge Carlskov håber, at borgerne vil benytte tilbuddet, så ordningen kan blive permanent.
Foto: Kristian Brønsbæk

Lørdag fik fire landsbyer udenfor Viborg hver sin delebil, som byens borgere kan leje mod betaling, hvis de eksempelvis skal en tur på apotektet inde i byen, ud på eventyr med familie eller noget helt tredje.

- Det vil nok især være borgere, der kun har en bil og pludselig en dag har brug for at have to biler. Men det kunne også være en opfordring til samkørsel, både for det sociale, men også for det samfundsøkonomiske, så vil det være en rigtig god idé, forklarer Inge Carlskov, der er formand for Fjordklyngen, der er et samarbejde imellem seks landsbyer i Viborg Kommune.

Bilerne står i Skringstrup, Nr. Rind, Sundstrup og Låstrup, hvor knap 4000 borgere i alt skal deles om de fire biler samt en minibus.

Et halvt års forsøg

Det er Viborg Kommune, der med støtte fra Transportministeriet, har fået bilerne til landsbyerne i et forsøg på at forberedre infrastrukturen i de tyndt befolkede områder.

- Man gjorde det fra kommunens side, fordi man godt vidste, at der var rigtig dårlig busdækning herude. Og man ville gerne finde ud af, om man kunne supplerer den kollektive trafik med nye tiltag, forklarer Inge Carlskov om kommunens initiativ. 

I første omgang er bilerne i byerne i et halvt år som et forsøg. Herefter vil projektet blive evalueret, og det vil blive vurderet, om ordningen skal gøres permanent. At dømme efter modtagelsen i dag, er borgerne meget interesseret i at benytte ordningen. 

- Nogen snakkede faktisk allerede om, at hvis det blev et permanent tilbud, så kunne de godt finde på at sælge deres bil og så bare bruge det, og det er selvfølgelig godt - også miljømæssigt, siger Inge Carlskov.

Viborg Kommune har desuden sat lignende forsøg i gang i Hvam, Vammen, Vridsted og Kjeldbjerg. Alle, der har et gyldigt kørekort, kan leje bilerne. 

0:46
I dag fik fire landsbyer uden for Viborg en delebil hver, som byens borgere ka booke.